Det kan være hårdt at være privatdetektiv, når skurkene er troldmænd på jagt efter et ufatteligt stærkt våben.

Dead Beat er syvende bog om privatdetektiven Harry Dresden. Det giver naturligvis en del baghistorie, som man burde kende til – og noget af det har en del betydning for historien, så det er måske ikke det bedste sted at starte på serien, som jeg ved et uheld kom til. Det ændrer dog ikke ved, at det er en bog, som man uden problemer kan læse ud i et stræk, for Harry Dresden er et ganske underholdende bekendtskab.

Harry har tydelige rødder i noir-krimien – han er privatdetektiv af den gammeldags slags, der venter i sit kontor, indtil en smuk kvinde vandrer ind og efterlader et rygende rod på hans skrivebord til den uhørte lyd af hans kyniske voice-over.

Der er så lige det twist, at han er troldmand – nok den eneste, som er at finde i telefonbogen. Og hans sager handler normalt ikke blot om utro ægtemænd, men snarere om trolde, zombier og lignende. Da ”Dead Beat” begynder, kontaktes han af en ganske ubehagelig kvindelig vampyr (kendt fra et tidligere bind), der afpresser ham til at finde ”The Word of Kemmler” – noget, Dreden aldrig har hørt om før. Men han er tvunget til at forsøge – og snart er han op til halsen i necromancere, zombier, ghouls og masser af andet uvæsen, mens en meget bogstavelig deadline nærmer sig – find det, som vampyren og alle de andre er ude efter, eller hele Chicago kan vinke farvel til livet.

Jim Butcher blander en underholdende ret af sort humor, krimi-troper, action og horror/fantasy, som næsten flyder over med skurke. Til tider er man måske ikke helt sikker på, at han har styr på alle sine personer og intriger, men det er for så vidt ligegyldigt, for på intet tidspunkt holder det op med at være underholdende. Som den arketypiske privatdetektiv bevæger Dresden sig fra den ene røvfuld til den næsten, hele tiden kommenteret i en sorthumoristisk tone – og man ved som læser, at han mod alle odds vil sætte sine ufatteligt magtfulde fjender på plads. Men man er med på turen, og det er den, der betyder noget.

Som sagt: syvende bind. Så overbevisende, at jeg allerede har identificeret første bind i serien og er gået i gang. The Dresden Files lader til at blive en af de skatte, man til tider falder over – en hel, ulæst serie, som bare står og venter, hvor kvaliteten er i top.