Andet bind i den lange, lange serie om Isfolket.

Det er ren idyl. Silje har fået sin Tengel, og de er lykkelige i deres egen lille plet i Isfolkets dal. Det er næsten for godt til at være sandt. Men det er det – lige indtil der sker et drabeligt og bloddryppende angreb på Isfolket. Tengel, Silje og deres børn undslipper, måske som de eneste, og flakker derefter rundt. Hjemløse og jagede.


For mange år siden gjorde Silje en god gerning, og dette indhenter hende nu og redder hele familien, som flytter ind på en herregård. Herefter ånder alt fred og ro. De finder nye venner, og Silje starter en karriere som kunstner, imens Tengel bruger sit gode hjerte og sine magiske kræfter til at helbrede folk, der er syge. Men tiden, de lever i, ulmer af en styg intolerance og drivende farlig uvidenhed. Tengel er tydeligvis anderledes ligesom niecen Sol, som de har taget til sig som en datter. Folk, der vil dem det rigtigt ondt, sniger sig ind på dem i forklædning som venner.


Sagaen om Isfolket er en dramatisk affære. Den spiller meget på kønsrollemønsteret, ligesom sensualiteten driver mere frem mellem siderne end i det første bind i serien. Disse forhold understreger, at serien især og sikkert udelukkende vil finde sit publikum hos kvinder, som lejlighedsvis sukker efter lidt romantik. For mig ligger seriens store styrke i den historiske ramme, som også tilfører noget til miljø og karakterer.


Historien om slægten Isfolket er saftig og kulørt, men jeg forstår godt, at serien har fået mange fans. Det er ren underholdning – uden dikkedarer.