1581, Trondheim. Pestepidemien raser. Ligbålene brænder i gaderne.

17-årige Silje har mistet hele sin familie, og ensom og fortvivlet flakker hun rundt i byen. Kulden og sulten gnaver, og angsten lurer lige under huden, men da Silje beslutter sig for at tage sig af to forældreløse børn, får hun noget at kæmpe for.


Ved et tilfælde rodes Silje ind i en mystisk affære. En mand er ved at blive hængt for mord, men ved hjælp af snarrådighed lykkes det Silje at få ham frifundet. Denne begivenhed er med til at besejle det, der bliver hendes skæbne. For her møder Silje den gådefulde Tengel. Tiltrækningen er dybt dyrisk. Hormonerne bobler i Silje, og Tengel er heller ikke uinteresseret i den unge kønne pige.


Tengel stammer fra slægten Isfolket, som er forbandet på flere planer. Forfaderen, den onde, onde Tengel, drak en gang af ondskabens vand med de beskedne ambitioner om at opnå magt over menneskeheden og evigt liv. Prisen var, at hans efterkommere i al evighed tilhører Det Onde.
Selv trak han sig tilbage og venter på bedre, altså onde tider.
I mellemtiden lever Isfolket nu tilbagetrukket fra resten af verden i deres egen lille dal. Andre mennesker frygter dem, og det er almindelig kendt, at de besidder grumme magiske kræfter.


Silje både tiltrækkes og væmmes, men mest det første, og da jorden brænder under Silje, vælger Tengel nobelt at tage sig af hende…


Sagaen om Isfolket er en legendarisk serie. Den er let at læse og let at fordøje, hvilket er en formildende omstændighed, hvis man lader sig indfange i forfatteren Margit Sandemos univers, fordi serien er på i alt 47 bind.
Margit Sandemo skrev serien om Isfolket på opfordring af et forlag, og det optog hende i næsten ni år. ”Troldbunden” udkom første gang i 1982. Sagaen om Isfolket har gjort Sandemo til Norges mest læste forfatter og fået mange til at betragte hendes produktion som simpel kiosklitteratur. Nu har jeg ikke læst meget såkaldt kiosklitteratur, men jeg vover det ene bibliotekariske øje og siger, at jeg faktisk var godt underholdt af ”Troldbunden”. Historien er ren virkelighedsflugt. Det historiske univers blandet op med lidt magi er for mig altid en sikker vinder. Sandemos sprog er udmærket. Personerne er lidt flade og karikerede, men historien er elementært spændende. Jeg har engang forsøgt mig med forfatterkollektivets Saga Borgs Vølvens Spådom, som jeg fandt dybt uinteressant grænsende til det latterlige. Hvor Saga Borg fylder deres romantik ud med svulstige og vulgære optrin, forstår Sandemo at lade romantikken være mere bly og privat. Det er jeg hende dybt taknemmelig for.

Summa summarum: Sandemo holder, men forudsætningerne for at værdsætte hendes saga om Isfolket skal være på plads. Den perfekte læser af Isfolket skal således være motiveret for hed romantisk fantasy a la f.eks. Clare B. Dunkles trilogi Det skjulte rige. Isfolket vil ikke ændre dit liv, men Sandemos tydelige fortælleiver smitter af på læselysten.
Jeg ved ikke, om jeg snupper alle 47 bind – men jeg snupper nok et par stykker til.


Forlaget Jentas, der har genudgivet Sagaen om Isfolket, har fået en salgssikker vinder på hånden. Serien kommer i hardback, hvilket er fint. Min eneste anke er forsiderne, der er helt forældede. Havde man valgt at give dem noget nutidigt fantasy-pep, ville det sælge serien bedre. Der er lidt for meget Doktor Frank/Ugens novelle over illustrationerne.