![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Hikikomori : roman af Niels-Ole Rasmussen. - , 2006(1) (dansk udgivelsesår) Genrer: Dansk, Science Fiction Der bydes på spændende dansk action i denne hæsblæsende tur rundt i solsystemet. Niels-Ole Rasmussen debuterede i 2005 med katastroferomanen ”Kongen af ragnarok”, som viste et Danmark, der blev ramt af en ny istid. I denne roman er der andre boller på suppen – inspirationen er fundet i det japanske udtryk hikikomori, som betegner én, der har isoleret sig fuldstændig fra omverdenen. I romanen er hikikomori personen H, som også fortæller en del af historien og har både en fortid og en fremtid, som rækker ud over det enkelte menneske. H lever alene i sin lejlighed og interagerer hovedsageligt med verden gennem en række fiktive personligheder over nettet. På den måde kan han påvirke tingenes gang, uden at tingenes gang rækker tilbage til ham – men en dag starter han en hævnaktion mod en kvinde, en sopran, der har forulempet ham, og det bliver begyndelsen til enden på det liv, som han har valgt. Snart strømmer der beskeder ind på hans computer – fra personer, som kun burde eksistere i kraft af ham selv. Og han hvirvles ind i en historie, som muligvis har sit udspring på Mars, men påvirker hele Jorden. Samtidig er den første bemandede ekspedition på vej mod den røde planet – den lange tur er på vej ind i sin afsluttende fase, få uger fra landkending. Små uoverensstemmelser truer med at udvikle sig eksplosivt, og det bliver ikke bedre, da der kommer besked fra Jorden – der er fundet spor på Mars, spor som man ikke selv har sat. Der er en ny og ukendt aktør med i spillet, og ingen kan så meget som drømme om indsatsen. ”Hikikomori” omtales på flappen som en eventyrgyser – et lidt sært udtryk, som nok dækker over, at bogen er svær at sætte i bås. Grundlæggende er der tale om science fiction (endda et ganske velskrevet eksempel på genren), tilsat noget satire, en god gang action, lidt romantik og – hvad der må være ved at være en dansk mini-trend – lidt af en new age-fornemmelse. Peter Dreyer gjorde noget af det samme i sin debut ”Inkaens fjerde mulighed” med stort held, og det fungerer også her i ”Hikikomori”; og hvad vigtigere er, det giver en større potentiel læserskare end de hardcore sf-læsere. Disse sidstnævnte vil måske lade sig irritere over denne sammenblanding, men Rasmussen slipper overbevisende af sted med det i mine øjne. Historien er velfortalt og spændende – forfatteren leder os gennem flere forskellige tråde og bihistorier med sikker hånd. Han forstår at opstille en intrige, der fanger én ind – og derefter uddele oplysninger og svar i den rette hastighed, så man bliver hængende. Der springes i tid og rum, fra Mars til en rejse over store dele af Jorden, og der skiftes mellem en rolig, næsten causerende stil og neglebidende, livstruende situationer, så det er en fryd. ”Hikikomori” er et eftertænksomt bekendtskab, der forhåbentlig kommer vidt omkring til læserne. Eneste anke er faktisk forsiden, der virker anbragt mellem to stole – ikke så stilren, som man er forvænt med fra Harvey Macaulay, men måske er det et forsøg på at indfange romanens blandede aspekter. Af Janus Andersen (20.01.2007) Andre bogomtaler af Janus |
