Bringsværd er tilbage på dansk - denne gang med et essay, der minder os om, hvorfor vi så godt kan lide denne form for litteratur.

Sidste år fik vi på dansk to af Tor Åge Bringsværds sf-romaner (hvis det ikke er for lidt at kalde dem sf, for de blandede genrer, så det stod efter dem), ”Pinocchio-papirerne” og ”Ker Shus”, fra forlaget Introite. Dertil kom grisens kulturhistorie i ”Jesus elsker ikke grise” og søgningen efter kortenes skjulte dyr i ”Jagten på den skjulte elefant” – nu er turen så kommet til ”Det eventyrlige”, som er en bog, der er svær at sætte i kategori.




Essay. Eventyr. Skuespil. Fri fabuleren. Guidet tur i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Dette er blot nogle af de ord, man kan fæstne på dele af ”Det eventyrlige” – dele, som det lykkes forfatteren at føje sammen til et festligt hele, som først og fremmest er en kærlighedserklæring til den fantastiske litteratur, den litteratur, som tør stille spørgsmålet ”Hvad nu hvis…?”




Hovedparten af bogen bruges på den tekst, der har givet titlen, og her kommer vi vidt omkring: fra Bringsværds datter gennem en stor del af litteraturhistorien med særlig vægt på Peter Plys. Ad mange omveje. Og måske mister man fokus på målet engang imellem, men turen er så underholdende, at det ikke betyder noget. Bringsværd viser sig her først og fremmest som en fortæller: man får fornemmelsen af en historie, der egentlig blot er flydt fra forfatterens pen (eller pc) uden nærmere planlægning – nogle vil måske lade sig irritere, vil kræve en fast form eller blot en fast fortæller, men man skal være hårdhjertet, hvis ikke man lader sig rive bare en smule med. Grundlæggende tager Bringsværd et opgør med folk, der tror, at litteratur kun er noget værd, hvis den holder sig strengt til virkeligheden – eventyret, science fiction, den fantastiske litteratur som helhed er kendetegnet ved den gennemslagskraft, den har, netop fordi den ikke forholdet sig strengt til virkeligheden, men tør noget andet, tør stille spørgsmål ved tingenes tilstand, tør forlene virkeligheden med en helt anden poesi.




”Det eventyrlige” burde være tvangslæsning for alle, som frasiger sig fantastikken på grund af almene fordomme. For alle os andre vil jeg ikke kalde den et kampskrift eller et manifest, men medrivende læsning af den slags, der forstår at både underholde og samtidig pirke til nogle ting hos læseren.




Som en bonus er også medtaget novellen ”Manden der samlede på 1. september 1972”, som er et eminent lille stykke magisk realisme – og som hæver hele bogen til et nyt niveau i samspil med efterskriftet, hvor Bringsværd fortæller om egne oplevelser med historien, næsten umulige sammentræf og en generel følelse af uvirkelighed. Det er – med ét ord – fantastisk.




I det hele fylder ”Det eventyrlige” kun 94 sider og er hurtigt læst, men endnu engang viser Bringsværd, at han kan fylde sit sprog og sine historier med så meget bag det umiddelbart synlige, at man som læser næsten bobler indeni efter endt læsning. ”Det eventyrlige” lægger op til at blive læst og nydt flere gange.