Dennis Gade Kofod skriver noget så specielt som bornholmsk magisk realisme... og slipper utroligt godt af sted med det.

Dennis Gade Kofod debuterede i 2005 med ”Anskudte dyr” og har siden udgivet billedbogen ”Frøken Knirk – og den store hemmelighed”, før turen kom til ”Brøndtjætten” og Kofods helt egen form for bornholmsk magisk realisme.


”Brøndtjætten” er først og fremmest historien om Mogens, bonden, der er ved at blive gammel, er ved at mærke, at enden nærmer sig. Bogen igennem tegnes der er portræt af Mogens og det liv, han har levet, i kredsløb om en afgørende hændelse i barndommen, i brønden, under jorden, hvor brøndtjætten og (selvfølgelig) de underjordiske bor. Der er lidt psykologisk portræt, lidt slægtshistorie, lidt rolig slentren ad fortællingens vej, men først og fremmest er der en usandsynligt vellykket understrøm af magi gennem hele romanen.


Gennem hele sit liv lever Mogens side om side med de underjordiske – de er en integreret del af ham og familiens liv; han lægger sædekorn til dem, laver ekstra grød, så de kan få deres del, og til gengæld hjælper de ham på gården. Sådan var det for Mogens’ far, og sådan er det for Mogens, men tiden er ved at rinde ud for traditionerne. Mogens er alene, og om end familien nyder hans historier, så er der ingen, som tager dem alvorligt.


Det ensomme liv på gården (konen er død) beskrives med en zen-agtig ro. Mogens har sine vaner og sin daglige færden i hjemmet og på Bornholm. Med besindig ro kommer man som læser under huden på ham – noget, man især mærker, da senere hændelser i bogen vender op og ned på ens billede af Mogens; det er et cadeau til forfatteren, at der ikke er den store, voldsomme handling, men han får de små ting til at ræsonnere hos læseren med stor kraft.


Beskrivelsen af Mogens’ liv, der fylder langt det mest af bogens 270 sider, stilles op imod en række mellemspil, som fortæller det bornholmske sagn om Bonnavedde, søn af både menneske og de underjordiske. Hvor Mogens’ passager er rolige, stinker der her af blod og død, en veritabel krig føres der mod de underjordiske, som Mogens’ liv er i balance med – i nogle voldsomme sekvenser drager den mægtige Bonnavedde til deres høj med sin egen hær og starter en skånselsløs krig. De to fortællinger er så forskellige, som noget kan være – den dybere mening med at sætte dem op mod hinanden skal jeg ikke gøre mig klog på, men effekten af de to yderpunkter er god: gennem Mogens bliver de underjordiske gjort ligefrem nærværende, og gennem Bonnavedde mytiske. De er som to punkter, der viser udviklingen af deres samspil med menneskene, deres betydning, deres nærvær i bornholmernes liv – hvor endnu et punkt afsættes hen imod slutningen af bogen.


”Brøndtjætten” er ikke en bog, man farer igennem – til gengæld formår den at blive hos læseren (i al fald denne) i lang tid, efter man har lagt den fra sig.