Som syvårig bortføres Henry Day af en flok skiftinge og må leve i skoven, mens en af dem overtager hans liv.

Midt i strømmen af børne- og ungdomsfantasy er det forfriskende, at Husets forlag har valgt at sende en roman på gaden, som tydeligvis henvender sig til voksne læsere. Inden for det seneste stykke tid har vi nok kun set Susanna Clarkes ”Jonathan Strange & Mr. Norrell”, så det er en meget lille niche, man her forsøger sig i. Heldigvis er kvaliteten så stor, at man ikke kan andet end håbe på succes, for ”Skifting” er en rigtig bog historie.


En sensommeraften, da han er syv år gammel, stikker Henry Day hjemmefra og gemmer sig i et træ i skoven. Han ligger der og lytter til de folk, der leder efter ham, men da hænder griber fat og hiver ham ud, tilhører de ikke mennesker, men en lille flok skiftinge, som lever i skoven. De har overvåget Henry længe, og nu er tiden kommet, hvor en af deres skal tage hans plads, mens Henry må indstille sig på et langt liv som en af dem, et magisk væsen. Snart er han ikke længere Henry Day, men er kendt som Hverdag.


Hans liv overtages af skiftingen Henry Day, og bogen skifter mellem de to og deres meget forskellige stemmer. Henry (skiftingen, der er blevet menneske) vokser op, bliver gift og får børn, men må også kæmpe med sine stadig stærkere minder om et fjernt, tidligere liv som menneske og frygten for de små monstre, som han ved skjuler sig i skoven. Samtidig bliver Hverdag (mennesket, der er blevet skifting) en del af skovvæsenernes liv, og det er især i denne del af historien, at Donohue glimrer: skiftingene er magiske, men magien er mere eller mindre begrænset til overgangen fra menneske til skifting – og tilbage igen, for det, som de alle ønsker højest, er at vende tilbage til et rigtigt liv. Skiftingelivet er på ingen måde omgæret af glamour og mystik; de er halvvejs dyr, som drager ind til byen for at skaffe mad og andre fornødenheder. Men byen rykker langsomt nærmere på dem, og deres liv står over for store omvæltninger.


Når man nævner genren fantasy, forventer folk gerne store, dramatiske optrin og sære væsener. ”Skifting” er en helt anden afart – Donohue lader de to meget forskellige menneskers liv udfolde sig for læseren med legende lethed; så langt fra hinanden, og dog vedbliver de med at spille ind i hverandres liv på sære, næsten usynlige måder. Det store drama er der ikke: ingen slag, ingen melodramatiske dødsfald, og skiftingene er i og for sig kun alt for menneskelige. Til gengæld får forfatteren det til at knitre mellem linierne, og ”Skifting” bliver på forunderlig vis en fortælling om potentiale: om potentielle liv og potentielle mennesker. Konstant formår han at lave en drejning på sætninger og hændelser, så man som læser tror, at nu har man luret historien og fortællerne, lige indtil næste gang: fra allegori om undertrykt seksualitet over ren horror til selve romanens skabelsesproces – ”Skifting” kommer vidt omkring og er på sin egen stille måde nok den bedste bog, jeg har læst i år.


Det er dog en skam, at den ikke har fået en velfortjent redigering, for oversættelsen trænger ganske enkelt til en overhaling. Alt for mange anglicismer er sluppet igennem: folk spiser ”iskreme”, en person melder sig til ”marinens korps”, ”the funny pages” bliver til de sjove sider og så videre. Synd, for sproget glider ellers godt og uden problemer. Det er forhåbentlig et mindre faktum, som folk vil overse, for ”Skifting” er en perle, som også burde vække glæde hos folk, som ellers viger bort fra genrebetegnelsen fantasy.