I en fjern fremtid søger Rokam efter fortiden og menneskenes hemmeligheder i endnu en Bringsværd-perle.

Introite! Publishers anden Bringsværd-udgivelse nåede lige at udkomme op til Bogmessen 2005, hvor jeg interviewede forfatteren til et nummer af <a href="http://sciencefiction.webbyen.dk">Science Fiction</a>. Et interessant møde, for der er en tydelig intelligens i de par bøger, jeg har læst af Bringsværd - og det samme er der ved personen. "Ker Shus" er en ældre bog, oprindelig udgivet i 1983, men netop den intelligente fortæller gør, at den virker frisk den dag i dag.


Ligesom "<a href="http://www.scifisiden.dk/bogomtale.asp?nr=233">Pinocchio-papirerne</a>" er "Ker Shus" prydet af en stilren, men også lidt kedelig forside, som nok er et forsøg på at afværge mange læseres instinktive reaktion, når de får konnotationen science fiction. Forhåbentlig er det et trick, der fungerer, for den behagelige skrivestil kunne måske vinde et par læsere over til genrens lyksagligheder. Men undlad selv at reagere instinktivt over forsiden, for indholdet er ren SF.


Som ”Pinocchio-papirerne” er også ”Ker Shus” skrevet af en jeg-fortæller og ført med en ret fragmenteret pen, men her er ingen samtidige miljøer. Hovedpersonen Rokam bevæger sig gennem en fjern fremtid, hvor jorden er befolket af mutanter, i sin jagt på fortiden og det, der skabte hans verden. Og Bringsværd udnytter både formen og hovedpersonen til det yderste; Rokams rejse og forholdsvise uvidenhed tillader forfatteren at udnytte en af genrens forcer: den langsomme undergravning af læserens forventninger. Elementer, som man helt naturligt har taget for givet, viser sig pludselig at være helt anderledes, til tider som en henslængt bemærkning - Bringsværd formår et bevare det troværdige i hovedpersonens forhold til sin egen verden (han forbavses ikke over ting, som burde være naturlige for ham), mens han introducerer læseren til den. Det er forhold som dette, der gør, at bogen behændigt undgår den bedagethed, man ellers ville forvente af et værk fra 1983.


Hovedgrunden til, at der slippes så godt omkring dette, er nok forfatterens sprog, der er båret af en poetisk lethed – ”Jeg skriver som livet,” fortæller Rokam, og det er tydeligvis det, der fokuseres på: livet og det, der betyder noget. Fristelsen til at overfylde sin baggrundsverden er tydeligvis modstået, og Bringsværd holder sig til det, der har betydning for fortællingen. Et lille citat fra førnævnte interview: "Jeg har ingen teknisk baggrund. SF handler ikke bare om at opfinde og lave ting, den handler om det samfund, som skaber. SF handler ikke om de tekniske forbindelse, den handler om hvad de tekniske forbindelser gør ved os. Det er ikke vigtigt for mig at beskrive, hvilke skruer der passer i hvilket hul. Men hvad den maskine gør ved samfundet, hvad den gør ved mennesket. Det er det, som er det spændende."


”Ker Shus” er befolket af mange racer, men handler naturligvis om menneskene – selv om det snart viser sig, at de er de guder, som har forladt verden, muligvis for at trække sig tilbage til fjerne steder som Ker Shus. Rokam er anderledes – han vokser op hos kattefolket, felin, men har fingre som knogler uden poter at gemme sig i. Han fortæller sin historie som en gammel mand (?), hvilket blot skaber ét af romanens mange lag: fortæller, lyttere og læser vikles ind i hinanden, ligesom form og indhold. For Rokams vedkommende er der tale om en udviklingsroman, og udvikling løber som en rød tråd: menneskene er blevet noget andet, dyrene har taget deres sted i et evigt forsøg på at blive som dem, og helt ned i beskrivelserne står hverken personer eller racer stille i læserens bevidsthed; konstant føjes der noget til.


Ideer og temaer i ”Ker Shus” er muligvis tidstypiske, men Bringsværd hæver sig overlegent, så der selv i dag er tale om en hamrende god bog, endda med den god del underfundig humor – kattefolkets sagnhelt kaldes ”Han-som-bar-støvler”.