menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Den gode amerikaner : roman af Hans Schmidt Petersen. - , 2006(1) (dansk udgivelsesår)

Genrer: Dansk, Horror

Denne bog foregår i: Danmark

Krimi, overnaturlige hændelser og religiøst vanvid blandes sammen i denne noget specielle, men også ganske spændende bog


Hans Schmidt Petersen debuterede i 1993 med ”Den lodne bøg”, flyttede siden til Tyskland og har fået udgivet nogle titler der, som hovedsageligt bevæger sig inden for krimigenren. ”Den gode amerikaner” er hans anden bog på dansk – der er stadig aspekter af krimien at finde, men her er der iblandet horror og religiøst vanvid.




En nat i nærheden af Landbohøjskolen forsvinder en lille dreng, Mickey – vidner kan kun fortælle om en stor, hvid hund og et altovervældende lys. Det er en hændelse, som kommer til at påvirke en lang række mennesker og virker som startskuddet til en række mere og mere voldsomme handlinger. Mickeys forældre, som er skilt, finder sammen igen og forsøger at finde ud af, hvad der er sket med deres søn – og de er ikke de eneste. I det hele taget er de kun en del af et større persongalleri, som væves ind og ud mellem hinanden. Det er nok også her, man finder romanens største styrke: Schmidt Petersen går roligt til sine personer og beskriver dem velovervejet, så man springer ind og ud af deres respektive historier uden problemer.




Til at starte med centrerer bogen sig om den forsvundne dreng, og i bedste krimistil sættes en kriminalkommissær på sagen (om end han måske ikke er helt fin i kanten selv). Men hele tiden lurer den mærkelige hund og det hvide lys i baggrunden som en konstant påmindelse om, at historien rummer mere end som så. En nyreligiøs gruppe er begyndt at gå i opløsning, efter deres leder forlod dem, men snart melder der sig nye kandidater til posten: den Bulede, som sidder Buddha-agtig på sit loft, og Helene, der drager ud på et Jeanne D’Arc-korstog. Og imens afdækker Mickeys forældre mere og mere af historien bag en mystisk, næsten hellig børnehjemsforstander. Det går snart op for en, at det vigtigste i "Den gode amerikaner" ikke er krimigåden, men snarere mysteriet om, hvorledes alle disse mennesker og deres historier skal bindes sammen.




Og det virker. For på trods af visse svagheder lykkedes det uden problemer at fastholde i al fald denne læser. Forfatterens gode greb om sine personer koblet med det overnaturlige indslag er en god kombination.




Eneste problem i forhold til mig er, at samtlige personer har for vane at udtrykke sig i lange, svævende, filosofiske tankerækker, hvad enten de taler sammen eller tænker for sig selv. Ingen fører rigtige samtaler, men virker mere, som om de taler højt med sig selv. Det er en teknik, som fungerer godt hos f.eks. Grete Roulund, fordi det lykkedes hende at udstille sine personer, mens det hos Schmidt Petersen mest kommer til at virke som et karikeret element, som ikke helt spiller sammen med resten af bogen. På den anden side er det også medvirkende til den drømmeagtige atmosfære, som tillader forfatteren at kombinere et ganske spændende overnaturlig historie med gemen dansk hverdag. Samtidig er det denne indvævede filosoferen, der nok vil tiltrække mere mainstream læsere af f.eks. Peter Høeg (hvis "Den stille pige" nærværende roman er blevet sammenlignet med).




"Den gode amerikaner" bør nok også mest betragtes som et drama - der er et krimielement, men ikke meget detektivarbejde, der er et overnaturligt element, men ikke megen gys. Ikke desto mindre er der tale om en yderst fascinerende bog, der forhåbentlig vil finde en bred læserskare. Fremtidige udgivelser bør holdes øje med.


Af Janus Andersen (08.10.2006)

Andre bogomtaler af Janus
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden