Hidtil har menneskeheden modstået Meta-Typernes angreb, men nu opstår et nyt, uimodståeligt våben: Meta-Dementia

Danny Biltoft Davidsen debuterede i 2004 med første bind i serien om de invaderende rumvæsener, Meta-Typerne. Nu er andet bind i trilogien så udkommet, og det fortsætter i samme stil.


Det er faktisk lidt misvisende, at første bind hed ”Den ultimative kriger”, for noget af det første, der sker her, er, at Meta-Typernes leder, Satro Gangranell, skaber en ny og almægtig Type: Meta-Dementiaen Gith Ayra, der ikke alene har superkræfter, men også er så gudesmuk, at det er umuligt at angribe hende, når først man ser hendes ansigt. Snart er hun på vej mod Jorden for at udrydde menneskeheden.


I sidste bind lykkedes det vore helte at slå fjendens ypperste våben, den gigantiske krigsmaskine Bæstet, tilbage, og den skjuler sig nu på havets bund, hvor Sator Dragarr stadig planlægger det endegyldige opgør, men nu også har fundet kærligheden i Niwa Kerr. Og han er ikke den eneste, for Davidsen har denne gang satset noget mere på dramaet end tidligere – det vil sige: mindre action og masser af kærlighed og personlige forviklinger. Igen leder det mine tanker hen på Starship Troopers (filmen, ikke bogen), som formåede en balancegang, men for min smag vælter det altså i denne omgang. <i>Alle</i> forelsker sig, på kryds og tværs, i en sådan grad, at det effektivt udvisker grænserne mellem helte og skurke. Det er svært at holde med nogen imod andre, når man ved, at alle inderst inde er flinke mennesker (eller rumvæsener); jeg tvivler ikke på, at Davidsen har en plan med disse elementer, men lige her virker de dog forstyrrende på mig og ødelæggende for spændingen.


Der lægges ellers op til store sager, og man bliver da heller ikke snydt for store kampscener og masser af eksplosioner og generel destruktion. Vore helte burde være på toppen, men der går ikke lang tid, før en række ubehagelige sammenfald har reduceret dem til skygger af deres tidligere heltestatus. Hawk McAndrew må forlade IDE i vanære, og Jason Beck må træffe en skæbnesvanger beslutning, som vil påvirke hele klodens fremtid. Og fjender lurer i deres egne rækker, som er hurtige til at udnytte enhver svaghed. Altimens rykker Meta-Typernes hære nærmere.


Man mærker, at Davidsen er blevet bedre mellem de to bøger – væk er de noget tunge beskrivelser af racer og egenskaber, der standsede læsningen af ”Den ultimative kriger”. Der er dog stadig et stykke vej endnu – teksten er stadig næsten 100% handlingsbeskrivende, og man kunne nogle gange godt tænke sig noget dybere beskrivelse af personerne og en bedre motivation for deres handlinger. Men det er naturligvis også et spørgsmål om prioriteringer, og nu er der jo tale om et midterste bind, hvis fornemste opgave er at stille brikkerne op til det helt store brag i trilogiens sidste og afgørende bind. Davidsen lægger nogle spor ud og afslutter da også med op til flere cliffhangere.