En digter og dramatiker prøver kræfter med at skrive en utopi, hvilket der kommer et ganske specielt produkt ud af med "Stregkoden".

”Stregkoden” er uden tvivl årets mest stilige science fiction-udgivelse. Den flotte, dæmpede forside med en stregkode-tatoveret skulder og blot initialer på forfatter og forlag virker designet til at vække nysgerrigheden – bagsiden afslører blot navn og den særegne genre-betegnelse: en roman i 111 scener. Indholdet holder egentlig meget godt, hvad der loves, for der er tale om en æstetisk, men også ganske pudsig oplevelse.


Vi befinder os i en ganske nær fremtid, i et totalovervåget samfund. Det nærmeste, vi kommer på en hovedperson, er nok Drengen – ingen nævnes her ved navn, blot ved funktion: Moderen, Mureren, Sortbørshandleren og så videre. Det er et kunsttræk, som måske gør det svært at identificere sig med personerne, men samtidig understreger den fremmedgjorthed, der kører som en rød tråd gennem hele bogen. Det er et koldt og ubehageligt samfund, og personerne er ikke ligefrem varme.


Drengen åbner historien i et smukt drejet og grumt lille stykke:
<i>- Jeg har fundet Morfar. Drengen, der boede i det sociale boligbyggeri sammen med sin mor brød den aftalte morgentavshed.
- Hvad mener du?
- Se. Han trak et øje op af bukselommen og holdt det frem mod hende. Det er hans venstre, jeg kunne ikke finde det andet.
- Hvad taler du om, knægt, hvor har du det fra?
- Fra sandkassen. Han lå dernede sammen med en masse andre. Mor, hvor er resten af ham?</i>


Bedstefar er ikke det eneste øje i sandkasse, faktisk er han blot en af mange skæbner, hvis forsvinden myndigheder har sørget for. I de næste 110 scener følger vi en lille flok menneskers kamp mod overvågningen, mod fortiden, mod alt det der fastholder dem. Desværre er det dog en noget sært gammeldags historie på en noget urealistisk baggrund – i al fald hvis man som jeg foretrækker sin fiktion mindre metaforisk og mere håndfast. Et eksempel er brugen af teknologi – forfatteren har tydeligvis en pointe med sin brug af stregkoder og anden umenneskeliggørende maskineri, men sproget bliver lige så tydeligt meget vagt, når hun bevæger sig ind på området. Det er naturligvis bedre end at overforklare tingene og vil sandsynligvis ikke hæve mange øjenbryn hos læsere, der går til ”Stregkoden” med udgangspunkt i forfatterens øvrige produktion. For SF-læseren kan det dog være en hurdle.


Lone Munksgaard Nielsen har tidligere skrevet både dramatik og poesi, for både børn og voksne. Og hun har taget en masse godt med sig over i dette forsøg udi dystopien. Historien fortælles gennem 111 scener, ganske korte stykker, som ofte blot består af replikker, og her foregår der en masse mellem linierne. Ligesom når Munksgaard Nielsen som i det tidligere citat forstår at overlade en hel masse til læserens fantasi og vække den aktive deltagen i teksten. Hun forstår at bruge sproget, og det er helt klart ”Stregkodens” styrke. Bogen kan læses på to måder: med sine 115 tyndt besatte sider kan den lynhurtigt bladres igennem, men den fordrer altså en langsommere, nydende læsning. På den måde forstår den helt klart at overskride de begrænsninger, jeg ser i historien, og skabe op til flere blivende billeder hos læseren, i en god blanding af utopi, sort humor, drama og næsten lyrik.