I et fremtidigt, dystopisk samfund beslutter en lille gruppe borgere, at regimet må bekæmpes, og et statskup planlægges.

”Euromania” er en ny dansk sf-roman, skrevet af den debuterende Louis Lawaetz. Den er skåret over en ganske klassisk læst, idet der er tale om en dystopi og kampen for at få vendt forholdene til de almindelige menneskers fordel.


Vi følger borgeren Josef Jesson, der langsomt bliver klar over, at det Euromania, han lever i, har udviklet sig til et overvågningssamfund af hidtil usete dimensioner. Selv folks tanker og følelser overvåges af allestedsnærværende sensorer, som beskæftiger et hav af mennesker, der overvåger udslagene for mønstre og mistænkelige gerninger. Jessons nye, gryende bevidsthed går ikke ubemærket hen. Til alt held bliver den tekniker, Jay, der overvåger Jesson, interesseret og melder ham ikke med det samme. Jessen træffer beslutningen, at der er noget råddent i Euromania, og det skal ændres. Under dække af at være interesseret i statens forhistorie indkalder han til et møde for alle ligesindede. Jay er blot én af mange, som dukker op – men når man fratrækker de hemmelige agenter og dem, som ikke har forstået Jessons hensigt, dannes der en lille, tæt gruppe, som kalder sig Frit Euromania og sætter sig for at befri landet.


De to andre medlemmer udgøres af Kristjoern og professor Kirchnich. Kristjoern er en elitesoldat, som har været med til at bemærke et oprør i Euromanias grænseområder. Da han erfarer styrets fremgangsmåder, skifter han loyalitet. Kirchnich er opfinderen bag en dødbringende virus, som statens øverste instans, Rådet, beslutter sig for at bruge overfor oprørerne, upåagtet, at det kan havde frygtelig konsekvenser for hele verden. Sammen med en ambassadør og fremtidens ækvivalent til Hell’s Angels, Motherfuckers, iværksætter de et statskup.


Lawaetz har arbejdet i det politiske liv, blandt andet på den thailandske ambassade, og ”Euromania” er tydeligt påvirket af holdning til politik, samfundsforhold og filosofi. Han er også scientolog, hvilket gør sig gældende på en ganske pudsig måde: hans skrivemåde minder forfærdeligt meget om L. Ron Hubbards, i al fald som jeg har læst den i ”Battlefield Earth”. Især gør det sig gældende i forfatterens dispositioner, idet der bruges en del tid på ganske praktiske gøremål og beskrivelser (såsom fremskaffelsen af mad til adskillige mennesker, når Rådets teknikere overvåger alle indkøb for særheder), mens der bruges mindre på det, som normalt ville fylde meget i science fiction, de overordnede linier, såsom dystopiens funktion og magtstruktur. Det slås blot fast, at alle overvåges og holdes nede uden frie valg, uden at læseren dog rigtig får lov at <i>føle</i> dette.


Romanens største problem er dog, at alt for meget refereres. Lawaetz har en irriterede vane med blot at fortælle, hvad der er sket, snarere end at vise det. Han glemmer simpelthen at dele handlingen op i scener og fortæller blot læseren, hvad der er hændt, hvilket desværre er ret ødelæggende for historiens spændingsmoment. ”Euromania” skal derfor ikke læses som et stort actionstykke (hvilket handlingsreferatet måske ellers kunne lægge op til), men en noget lang redegørelse for forfatterens ideer og holdninger i fiktiv form.