menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Udvalgte dage af Michael Cunningham. - , 2006 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Amerikanerliv, Androider, robotter og kunstig Intelligens, Familien, Kærlighed, Mest for voksne, Science Fiction, Venskab

Denne bog foregår i: USA

Denne bog foregår i: New York (USA)

Tre historier, der strækker sig fra industrialiseringen til fremtiden, bundet sammen af Walt Whitman.


bogomslag
Omslag af:
Ida Balslev-Olesen
Michael Cunningham er mest kendt for den Pulitzer-vindende og filmatiserede ”Timerne” (The Hours, 1998), der bandt fortællingerne om tre forskellige kvinder sammen, heraf den ene forfatteren Virginia Wolff. Han er nok ikke umiddelbart en forfatter, man vil forvente at se anmeldt på Scifisiden. ”Udvalgte dage” er dog en meget speciel bog, der bevæger sig frit mellem genrerne, deriblandt med flere ekskursioner udi det fantastiske.


Konstruktionen er faktisk meget lig ”Timerne”: der er tre historier med fælles træk, som bindes sammen af en litterær person, i dette tilfælde Walt Whitman. I ”Udvalgte dage” er historierne dog delt helt op, så der faktisk er tale om tre novelletter snarere end én historie; alle tre rummer de konstellationen af en dreng, en mand og en kvinde (og som baggrund for det hele: teknologien i en eller anden afskygning). Whitmans lyrik optræder igen og igen, hvilket må have været noget af en opgave for oversætteren.


Den første historie, ”I maskinen”, foregår under industrialiseringen og er en drømmeagtig spøgelseshistorie. Drengen Lucas, der virker lettere autistisk og har for vane at udbryde Whitmans poesi på mærkelige tidspunkter, har mistet sin storebror og forsøger krampagtigt at holde fast på resterne af sit liv. For at brødføde sig selv og sine forældre må han tage arbejde ved den selv samme maskine, der dræbte broderen, alt imens han også forsøger at gøre noget for broderens forlovede. Lucas er intelligent, og de lange dage ved pressen virker uendelige med de samme bevægelser igen og igen <i>ad infinitum</i> - og han tror først, at han hallucinerer, da han hører en hvisken fra metalvæsenet. ”I maskinen” er ikke nogen gyser, men en dybt fascinerende fortælling, yderst læseværdig.


Den stærkeste fortælling i bogen er dog ”Børnekorstoget”, hvor vi følger telefonoperatøren Cat, del af et team, som tager imod alle opkald fra diverse galninge, der truer med at sprænge sig selv og andre i luften. Et rutineopkald fra en teenager efterlader ikke videre spor hos Cat - <i>”standard cybernørd på et ildelugtende drengeværelse”</i> - førend drengen dræber sig selv og én i en eksplosion. Snart viser det sig, at han ikke var alene, og flere børn ringer til Cat, alle besat af Walt Whitman og alle parat til at dræbe. ”Børnekorstoget” er en nutidsfortælling, men den er sort og deprimerende og fortalt på en måde, der leder tankerne hen på en nærfremtids-dystopi. Først og fremmest er den en beskrivelse af et samfund i opløsning.


Sidste historie i bogen, ”Som skønhed”, foregår 150 år ude i fremtiden, hvor New York stort set er blevet omdannet til en forlystelsespark. Menneskeheden har haft sit første møde med rumvæsener, og de umiddelbart ikke særligt intelligente nadier er begyndt at emigrere til Jorden, hvor de fungerer som en ny underklasse. En androide, Simon, kommer på flugt sammen med en nadier, og de to drager gennem et ødelagt og fragmenteret USA, alt imens Simons ødelagte poesichips lirer Whitman-strofer af sig. Rent teknisk er denne sidste del yderst velskreven, men man mærker også, at det ikke er Cunninghams vante genre – til tider føler man sig simpelthen hensat til en fremtid fra firserne, når man ser på de sf-elementer, han bruger. Heldigvis er det en mindre detalje, og i det store hele minder ”Som skønhed” mig faktisk lidt om klassisk Brian Aldiss, hvilket må siges at være en kompliment.


Som helhed er ”Udvalgte dage” at betegne som medrivende – der er en drømmeagtig fornemmelse over den, fra industrialiseringens stadig skinnende, men brudte løfter om velstand dybere og dybere ned i mareridtet, hvor det amerikanske samfund falder mere og mere fra hinanden, til det hele ender på en undergangstone, men med mulighed for en ny begyndelse. Walt Whitmans poesi og filosofi løber som en vellykket tråd igennem historierne og giver én lyst til at læse originalteksterne – på det område virker Pia Juuls oversættelse yderst vellykket (om end jeg måske var uenig med nogle af hendes valg i den almindelige tekst).


Af Janus Andersen (28.05.2006)

Denne bog er også omtalt af: Marie

Andre bogomtaler af Janus
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden