I 1897 drog svenskeren Andreé mod Nordpolen i ballon og forsvandt sporløst. Carl Muusmann spinder her en underholdende ende over, hvad der hændte den opdagelsesrejsende

I 1897 drog den svenske ingeniør Salomon August Andrée på en ekspedition mod Nordpolen – i ballon. Han vendte aldrig tilbage, og hans lig blev først fundet over 30 år senere. Kombinationen af de store, uudforskede vidder og den ukendte skæbne gav naturligvis grobund for masser af tanker om, hvad der kunne være hændt. ”Nordpolens hemmelighed” er den samtidige journalist og forfatter Muusmanns fantasifulde beretning om Andrées møde med en ganske fremmed civilisation midt i isørkenen.


Ekspeditionen starter med højt humør, men snart går det galt. De rammer et uvejr, og da Andrée vågner op, er han styrtet ned og helt alene. Han lader sig ikke kue, for ballonen rummer alle civilisationens velsignelser, og snart drager han videre til fods mod sit mål. Lidet venter han at støde på en grøn dal befolket af små, lykkelige mennesker – naive og ukomplicerede i deres uvidenhed. De tager imod den fremmede uden at stille spørgsmål, men både svenskeren og folket i Forårsdalen (som han døber stedet) må indse, at de ikke kan slippe uændrede fra mødet mellem to meget forskellige kulturer. Rhorhaerne, som folket hedder, har bygget hele deres utopiske samfund på overleveringer og ritualer, som viser sig at rumme lag, som hovedpersonen i sin selvsikkerhed er ganske blind over for.


”Nordpolens hemmelighed” er skrevet for cirka 100 år siden, og som sådan er der naturligvis ikke tale om højteknologisk, skinnende science fiction, men en fantastisk rejsefortælling – en undergenre, jeg ikke mener at have læst, siden jeg som dreng boltrede mig i Verne, Burroughs og andre klassikere. Muusmann er ikke redigeret til børnelæsere, som mange af de tidligere nævnte forfattere i undergenren ofte var (Niels Dalgaard har opdateret retskrivningen, det er alt), så det er faktisk et gensyn, der ikke ødelægges af nostalgiens rosenrøde fortoninger. Først og fremmest viser den sig at have både nerve og nogle rigtig gode påfund (selvfølgelig krydret med passager, der virker dybt forældede og i sagens natur også er det).


Figuren Andrée viser sig på ingen måde at være et skønmaleri – han drager ud som den heltemodige opdager, men hans overmod og selvforblændelse får store konsekvenser for rhorhaerne. På mange måder er romanen faktisk ganske moderne i sit tema – hvor rhorhaerne og deres samfund er noget naivt beskrevet, lægger Muusmann ikke fingrene imellem i dekonstruktionen. Mellem linierne i underholdningsromanen er der en god bunke civilisationskritik.


”Nordpolens hemmelighed” er nok en noget snæver udgivelse og ikke for alle i sin altmodisched, men tager man sig tiden (og det er ikke længe, for den er kun på 150 sider), er den en god oplevelse.