![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Amerikanergården af Kenneth Bernholm. - , 2006 (dansk udgivelsesår) Genrer: Dansk, Horror Denne bog foregår i: Danmark Kenneth Bernholm leverer tre horrornoveller, der når vidt omkring. ”Amerikanergården” er en lille samling på tre horror-noveller. Det er desværre ikke en form, der har kronede dage på det danske marked, selv om genren (ligesom SF) ofte fungerer ganske eminent med et lille sideantal. Når vi endelig ser horror-noveller på dansk, er de oftest skrevet eller redigeret til børn, så det er positivt at se Bernholm forsøge sig her – at han tilmed eksperimenterer med udgivelsesformen er kun et ekstra plus; ”Amerikanergården” kan nemlig kun erhverves som e-bog gennem <a href="http://www.forlys.dk">forlagets hjemmeside</a>. Jeg er selv samler og foretrækker mine bøger i fysisk form, men er positivt indstillet overfor nye måder at bringe fantastik ud på det danske marked, og Bernholm har valgt en afslappet løsning uden DRM og andre forstyrrende elementer. Også hans Max Brant-serie ser ud til at fortsætte i samme udgivelsesform, så det skal blive et interessant forsøg at følge. Første novelle i bogen er ”Nattevagtens sidste time”, en ganske vellykket lille sag, især i kraft af stemning. Vi følger nattevagten kendt som Rocky på hans arbejde for et nok ikke helt pænt firma ved navn Meyer og Sachs. Der er naturligvis andet og mere løs i natten end indbrudstyve. Det lykkes forfatteren at holde en rimeligt fin balance i introduktionen af et overnaturligt element, mens han desværre ikke helt indfrier alle de forventninger, man som læser får fra starten (bl.a. fortæller Rocky selv en stor del af historien, hvilket danner en uvished om, hvem eller hvad han taler til, og det spor følges desværre ikke, selv om det bidrager godt til stemningen). Samlingens bedste novelle er den korte ”Gentagelser i terminalbaren” – den har nogle enkelte akavede øjeblikke, men de drukner uden problemer. Slutningen er overraskende, og ved denne læser gjorde historien noget af det bedste, fiktion kan gøre: få én til selv at udvide fortællingens univers og fortælle videre. Den sidste novelle er både titelnovellen og samlingens svageste i mine øjne. Den leder tankerne hen på Stephen King og især ”Liget i skoven”, men når langt fra samme højder. Der er nogle gode horror-momenter i historien om de tre drenge på den gamle, forladte gård, der har en historie, men hele udviklingselementet i den fungerer desværre ikke. Tilsammen når de tre historier kun op på 64 sider, så der er ikke tale om en tyk bog (hvis man altså printer den ud) – men der er en times tids god læsning. Af Janus Andersen (22.04.2006) Andre bogomtaler af Janus |
