menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Den komplette guide til galaksen af Douglas Adams. - , 2005(1-2) (dansk udgivelsesår)

Genrer: Androider, robotter og kunstig Intelligens, Humor/Satire, I Rummet, Kan læses af unge, Marsmænd og andre Aliens, Rum action, Science Fiction, Tidsrejser

Douglas Adams berømte Hitchhiker-serie i nyoversat, samlet udgave. Science fiction-humor af bedste skuffe.


bogomslag
Omslag af:
eyelab
Humoristiske science fiction bøger er desværre ikke det der skrives mest af. Derfor er det så meget mere glædeligt, at kunne nyde gensynet med det definitive værk i genren: Douglas Adams Galakseblaffer-serie. For dem der ikke skulle være bekendt med serien vil jeg (i stedet for at forsøge at skrive et resume af den 972 sider lange bog) kort opremse nogle få af de temaer, der behandles i bogen: Rumrejser, tidsrejser og charterrejser, vejledning i at flyve uden hjælpemidler, genetisk modificerede køer, der er intelligente og selv vælger at blive spist, Jordens undergang, Jordens genkomst, Gin & Tonic’s position som den mest udbredte drink i universet, Guds sidste budskab til sit skaberværk, talende elevatorer, kronisk deprimerede robotter, besværet med at finde en ordentlig kop te, den sande oprindelse bag Cricket-spillet og sidst men bestemt ikke mindst; Det Endegyldige Svar på Spørgsmålet Om Livet, Universet Og Alt Det Der. Alt sammen præsenteret i et hæsblæsende tempo og med stor risiko for latterkramper.



Hovedpersonen i historierne er den lidt gumpetunge jordbo, Arthur Dent. I selskab med journalisten Ford Prefect, der har levet undercover på jorden for at researche en artikel til Blafferens Galakseguide og den tidligere præsident for galaksen, Zaphod Beeblebrox, får Arthur viklet sig ind i (og overraskende også ud af) alle mulige og umulige situationer på tværs af galaksen. Bogens bedste del er utvivlsomt Douglas Adams tørre, sarkastiske beskrivelser, som for eksempel rumskibet, der ’hang på himlen sådan nogenlunde på samme måde, som mursten ikke gør det.’ eller beskrivelsen af den bedste drink i universet, en pangalaktisk ganefræser, der har en effekt som at ’få tæsket en skive citron, som er viklet rundt om en stor guldbarre, lige ned i hjernen.’.


Denne bog indeholder alt, hvad der er skrevet i serien: fem bøger og en novelle. Derudover indeholder den en baggrundsartikel om filmen og interview med skuespillerne. Specielt disse interviews er meget sjove, særligt for dem, der har set filmen. Desværre har man valgt ikke at medtage Douglas Adams eget forord, som findes i den engelske udgave, hvilket er en skam, da den forklarer seriens historie, der indebærer både en radiospil, en TV-serie og to computerspil. Derudover indeholder den Douglas Adams egne råd om, hvordan man kommer væk fra planeten, hvilket må siges at være nyttig viden.


Til sidst skal jeg lige knytte et par kommentarer til oversættelsen. Det ville være rart at kunne sige, at den nye oversættelse er bedre end den gamle, men det er desværre ikke tilfældet. Man har i den nye oversættelse været meget fokuseret på at skrive så mundret som overhovedet muligt, hvilket desværre ødelægger mange af Douglas Adams sindrigt konstruerede beskrivelser. Til eksempel kan nævnes titlen: Blafferens Galakseguide, der virker lidt kedeligt i forhold til ’Håndbog for vakse galakseblaffere’ i den gamle oversættelse. Et andet eksempel: ’Thereafter, staggering semiparalytic down the night streets..’ oversættes med ‘Så stavrede han standerstiv ned ad nattens gader..’. Det er måske mundret, men uden originalens fornemmelse for rytme og stemning. Da målgruppen for Galakseblaffer-bøgerne nok ligger fra en 14-15 år og opefter må man formode, at de kan læse engelsk og de vil, i så fald, få meget mere ud af at læse bøgerne på originalsproget.


Af Lone Pedersen (04.01.2006)

Andre bogomtaler af Lone
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden