Zarkowski forsøger at viser folk vejen til frelse gennem den generindrede smerte. Men det er en vej, der snart viser sig at lede til ukendte destinationer.

Dr. Gerry Zarkowski er en flink mand og en succesrig psykiater. Det er næsten alle enige om, og hans nye, mystiske fremgangsmåde lader til at frembringe resultater. Men alting er ikke, som det ser ud. Naturligvis, fristes man til at sige, for når der er tale om en af Grete Roulunds frembringelser ved, at man ikke skal til at læse en rosenrød lægeroman. I Roulunds univers er det småt med helte, men fyldt med mennesker, som bliver mast under omstændighederne.


Zarkowski mener, at hans patienter skal generindre deres smerte, og han har opfundet et middel, hvormed deres tanker kan visualiseres, projiceres op på et lærred. Men der er (naturligvis) noget galt. Chris er en af patienterne, og om end fremgangsmåden hjælper ham, dukker der helt nye og mystiske problemer op. Han har f.eks. aldrig været bange for fugle før, men nu er de associeret med blind rædsel. Og han er ikke alene. Lisa bliver pludselig bange for nonner, og så er der historien med den lille dreng, Bogo, som kastede sig ud fra et vindue.


”Zarkowskis eksperiment” er en til tider forvirrende, men også medrivende roman. Fokus er på en lille flok mennesker, som kommer i berøring med doktor Zarkowski og det mysterium, der skjuler sig i hans fortid og under hans tiltrækkende facade. Til at begynde med er alt i orden, men snart begynder de små revner at opstå og udvides, og mennesker og ting begynder at gå i stykker.


Fantastiske elementer er der ikke mange af. Zarkowskis metode til at frembringe de underbevidste billeder forklares ikke nærmere, men er egentlig heller ikke det afgørende element i historien – den ære tilfalder snarere Zarkowskis virkning på folk omkring ham. Han er ingen rigtig skurk (som oftest i Roulunds romaner er der ingen, som er sort/hvide i beskrivelsen), men fungerer som en smittebærer – det er fortiden og dens hemmeligheder, der spreder sig som en virus og ødelægger alt.


”Zarkowskis eksperiment” er ikke Roulunds bedste bog (der ville jeg pege på ”<a href="bogomtale.asp?nr=224">Setans porte</a>”), men det er stadig Roulund, så den kan næsten ikke undgå at være fascinerende. Hendes bøger er ikke af den type, som man let kommer igennem; de kræver en indsats, men er man villig til at yde den, får man den også mangefold tilbage. Hvis man da ikke har noget imod, at verden efter endt læsning er blevet et lidt grimmere sted at leve.