Anders Kampmand finder langt om længe ud af, hvem hans far var - og det er en opdagelse, der starter et oprør mod regimet.

Byen O, bygget på resterne af det tidligere samfund X, styres enevældigt af herskeren Axel Graversen. Han har indført filosofien, at angsten er altings bevæger, og at dette er Tankens tid. Og hans Gråmænd sørger for ro og orden og ingen oprør mod Graversens axiomer. Samtidig gøres der alt for, at samtlige ønsker og drifter skal opfyldes, jo stærkere og mere konkret, desto tættere man kommer på O’s midtpunkt.


I denne by er den unge Anders Kampmand vokset op, ganske uvidende om sin skæbne, indtil en dag et brev bliver overbragt til ham. Snart viser det sig, at hans sande efternavn er Engel, og at han er søn af den gamle bys ypperstepræst. Og det er op til ham at vælte Graversens regime og bringe kærligheden ind i menneskenes liv igen.


Sammen med en lille flok drager han ud i byens udkant, hvor lovløsheden hersker, og der begynder de deres revolution, og Anders tager rollen som præst. Og flokken af tilhængere vokser, rekrutteret først fra samfundets bærme, men snart også fra byens centrum. Og som gruppen vokser, bliver det klart for alle, at der i horisonten lurer et opgør med selve byens øverste, Graversen, og hans hær af Gråmænd.


Som man måske kan ane, er der ikke tale om gængs science fiction, men snarere en sammenblanding af filosofi, religion og SF. Og det er da også tydeligt, at ”Anders” er skrevet med et budskab i tankerne – hvilket beklageligvis ofte afsmitter negativt på selve fortællingen, og romanen har det med at gå i tomgang. Dertil kommer, at den til tider falder tilbage på en besynderlig 50er-drengebogs-atmosfære, der er svær at forene med det noget storladne i emnet: den unge handlekraftige Anders Kampmand og hans godmodige kæmpe af en ven, Bjørn Brormand, der har krøllet hår og ofte tårevædede øjne og ynder at bekende sin loyalitet højlydt. Sammen gør de oprør mod autoriteterne i et sært, utidssvarende henført sprog.


Som science fiction er ”Anders” beklageligvis ikke meget værd, nok snarere som religiøs lignelse eller new wave-litteratur. Dog skal det siges, at forfatteren til tider slipper af sted med nogle interessante sproglige finurligheder – forlaget skriver ikke noget om ham, men han nyder tydeligvis at bruge ordene. Til kvaliteterne skal også knyttes, at der mod romanens slutning indvæves nogle overraskende vendinger; det tager blot for lang tid at komme dertil.