I fortsættelsen til "Sabriel" bringer Garth Nix endnu engang mørkets magter i spil, og det er op til at forfejlet synsk og en skræmt Abhorsen at stoppe dem.

Fantasy henvendt til børn og unge har helt afgjort fundet sin plads på det danske bogmarked i tiden. Måske er det Harry Potters skyld (og måske ikke), at de danske forlag pludselig udgiver adskillige romaner om unge mennesker i fantastiske omgivelser – og gerne i trilogier (som er et format, som synes at hænge uløseligt sammen med fantasy, efter Tolkien måtte bryde ”Ringenes Herre” op i tre bind); men hvorom alting er, betyder denne trend også, at nogle rigtig gode ting bliver oversat til dansk – bøger, hvis målgruppe ikke nødvendigvis er begrænset til børn og unge.


En af disse er Garth Nix’ Abhorsen-trilogi, hvor Rosenkilde nu er nået til andet bind i serien, ”Lirael”.


Vi befinder os 14 år efter begivenhederne i ”<a href="bogomtale.asp?nr=141">Sabriel</a>”. Sabriel har fået positionen som Abhorsen, hvis funktion det er at sørge for, at de døde for bliver døde, og at andre mere ubehagelige væsener heller ikke krydser over til de levendes rige. Og ydermere er hun blevet gift med prinsen, Touchstone. Umiddelbart lyder det som et tilfælde af ”De levede lykkeligt til deres dages ende…” men desværre er tingene lidt mere komplicerede end som så. For noget ældgammelt er på vej tilbage, og overalt i det Gamle Rige stiger de døde op fra graven, og både Sabriel og Touchstone er hårdt pressede for at holde sammen på kongedømmet.


Men denne bog handler ikke om de tidligere figurer. Ved at springe i tiden har Nix gjort det muligt for sig selv at bibeholde baggrunden (det Gamle Rige, hvor den fri magi holdes i skak af Pagten, det meget britiske Ancelstierre og vigtigst grænseområdet mellem de to, hvor de gensidigt uforenelige verdener mødes) og introducere nye personer.


Som titlen afslører, ligger fokus på Lirael, en datter af Clayr. Men Lirael er ikke som de andre Clayr, der alle har Synet og kan skue fremtiden. Hun er nu fjorten år gammel og er hverken blevet eller har Set. Det er naturligvis klassisk fantasy-stof, men er her frataget ethvert romantisk skær – kun heldet redder hende fra et frustreret selvmord. Til gengæld lykkes det hende at få et job i Biblioteket – og som den intelligente læser ved, er viden magt, men i Clayrs bibliotek er der viden, som kan være dødbringende. Og snart er der noget magtfuldt og ondt løs i Biblioteket, som det er op til Lirael at stoppe.


Romanens anden hovedperson er prinsen Sameth, søn af Sabriel og Touchstone og snart selv en Abhorsen. Hans liv er ganske roligt og beskyttet i Ancelstierre, indtil en dag magien rækker ud over det Gamle Riges grænser efter ham, og han må konfrontere sin egen frygt – for Døden, som er Abhorsens domæne. En åndemaner ved navn Hæk er ude efter ham, men Hæk er kun en marionet for andet og meget større.


”Lirael” er en bog, der er svær at slippe, så enkelt er det. Den er spændende og medrivende, og Nix forstår at bruge både nye elementer og gamle, hvor det er nødvendigt (heldigvis optræder Mogget igen, endda med en sparringspartner i den mystiske Æreløse Hund). Det er svært at forestille sig, at den opfattes som en ungdomsbog af anden grund end hovedpersonernes alder, for der er masser af lag i den, som nok kun ældre læsere vil fange. Mit eneste problem med ”Lirael” er faktisk, at den ikke – som ”Sabriel” – er en afsluttet historie. Fortællingen fortsætter i ”Abhorsen” som allerede er under oversættelse, men det forhindrer dog ikke forfatteren i at smide nogle gode overraskelser ind i bogens klimaks og efterlade læseren spændt på fortsættelsen. Det kan kun gå for langsomt med at få den udgivet.