![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Den stjålne sten af Josefine Ottesen. - , 2002(1-2) (dansk udgivelsesår) Genrer: Dansk, Fantasy, Kan læses af børn Fredsstenen forsvinder og ufred ved Grønnesø er i vente. Derfor drager Pil af sted efter stenen sammen med alliken Ollie og det bliver en farefuld færd. ![]() Omslag af: Janus René Andersen med illustration af Emil Landgreen Rundt om Grønnesø bor forskellige folk. Der er trunterne som morer sig natten lang og sover hele dagen. Der er træspringerne som er så nysgerrige at de snart spreder alle nyheder. Uanset om de er gode eller dårlige. På søen fisker Stjernesamlerne støv som sælges på Månemarkedet. Der er Bakkerne som er meget kloge og taler underligt. Og i nærheden bor Tone som er en klog gammel kone som Pil ofte tyr til i svære situationer. Og der er hendes frække allike Ollie. Trunten Pil ligner ikke sine fæller på alle områder. F.eks. har hun let til tårer og elsker musik. En dag lærer hun stjernesamleren Bukar at kende og han lærer hende at spille på sin fløjte. En aften tudes der i hornet og det viser sig Fredsstenen er forsvundet og Bukar er blevet bortført. Alle går i panik for det betyder ufred blandt søens beboere. Med Tones hjælp drager Pil ud på en farefuld færd. Hun vil redde Bukar fra den onde Exu og samtidig bringe Fredsstenen hjem til Grønnesø. Som hjælper får hun Ollie med på turen som bringer dem ind i Mørkeskoven hvor gnomerne hersker. Ikke så snart hun er kommet frelst ud af skoven før hun skal gennem De sovendes træers skov hvor kun Bukars fløjte kan redde hende. Men det går galt da hun skal krydse vandfaldet. Pil bliver taget til fange af alferne og fortrylles til at blive. Hun får dog hjælp af en alf, Viola og er snart på vej mod bjerget hvor Exu regerer. Pil, Viola og Ollie får ved list reddet Bukar og samtidig får de befriet Diamantdronningen som også blev holdt fanget af Exu. Snart er de alle på vej hjem igen men Exu giver ikke op så let. Men overfor Pil, må han alligevel give op og snart er freden ved Grønnesø genoprettet. Dette er en klassisk pige fantasyfortælling. Der er ufred i samfundet på grund af en ond magiker og det hele reddes af en lille uanseelig pige. Men det er fortalt på en levende og spændende måde så man lige skal læse videre for at finde ud af hvad der sker med Pil. Og hvordan er det lige med de andre væsner rundt om søen? Det bliver spændende at læse de to næste bøger i serien for at høre mere om dem også. Bøgerne er samtidig flot illustreret af Emil Landgreen og det er nogle store flotte billeder som fint understøtter fortællingen. Af Lone Pedersen (22.06.2005) Andre bogomtaler af Lone |