Sæbegrosseren Ulrik Reske ankommer til byen T, og straks må han indse, at han måske ikke er den mand, han altid har troet.

Science fiction er som regel præget af en grundlæggende undren – <i>hvad ville der ske, hvis…? Hvordan skulle dette fungere…? Hvad nu hvis…?</i>. Men så er der også den afart af genren, hvor undren bliver til forvirring. En sådan bog er Søren K. Lauridsens ”Et sted i reservatet”. Baggrunden for dette skal dog nok findes allerede i bagsideteksten, som proklamerer, at dette er både en bevidsthedshistorie <i>og</i> en fremtidsroman.


Historien er angiveligt blot samlet af forfatteren, som kun har bidraget med korte indledninger til de enkelte kapitler – korte tekster, som causerer lidt over hovedpersonens situation og kort refererer hele det kommende kapitel. Selve historien er hovedpersonen, sæbegrosserer Ulrik Reskes, notater.


Han ankommer fra byen S. til byen T. med det formål at udvide sit marked, men må snart se sin virkelighedsopfattelse og identitet smuldre under sig. For er han virkelig Ulrik Reske, eller er han snarere koncertsangeren Arno Stäseflugt? Denne forsvandt for adskillige år siden under et mystisk togrøveri, som har indstillet al togdrift i byen, men meget tyder på, at de to er samme person (lige med undtagelse af en meget karakteristisk fregne, som har det med at flytte sig alt efter situationen). I al fald lader Systemet til at være mistænksomt, for Ulrik/Arno må snart se sig forfulgt at mærkelige mennesker, og folk begynder at dø omkring ham. Samtidig er der indsprøjtningerne og de mystiske hænder, som tildeler dem – er det et levn af Stäseflugts narkomani eller noget andet og ganske anderledes?


Spørgsmålene er mange i romanen, og rent faktisk lykkes det denne forvirring at blive ganske interessant. Som sagt afslører Lauridsen hele handlingen, før den sker, hvilket naturligvis påvirker mængden af dramatik i fortællingen (for ikke at sige: fjerner den totalt) – så naturligvis må noget andet træde i stedet. I ”Et Sted i reservatet” er det sproget, som rent faktisk gør denne Kafka-light ret fascinerende. Den er fortalt lige ud ad landevejen, mens der naturligvis skjuler sig flere ting under overfladen. For mig betød det, at jeg læste den færdig (uden at fortryde det) på trods af min indledningsvise irritation.


Det er dog ikke en bog, jeg vil anbefale, hvis man leder efter en god science fiction-roman, for SF-elementet er ret svært at få øje på. Havde det ikke vært for undertitlen (”en fremtidsroman”), ville jeg nok klassificere denne som ren metafor.