Jason dinAlt kommer op mod sin største udfordring: en hel verden, der kun arbejder på at slå mennesker ihjel.

Da ”Dødens verden” starter, virker det umiddelbart, som om Harrison kører stilen fra ”<a href="serie.asp?nr=136">The Stainless Steel Rat</a>” - Der er en hovedperson, der er <i>larger than life</i>, og handlingen kører i højeste gear fra starten. Blot går det snart op for én, at humoren mangler, og historien bevæger sig snart i andre, mere seriøse baner, om end den hovedsagelig forbliver et action-eventyr.


Hovedpersonen er Jason dinAlt, professionel spiller, som har en uretfærdig fordel overfor sine modstandere. Han besidder nemlig psi-evner og er i stand til at påvirke udfaldet af spillet til sin egen fordel. Det er nogle evner, han får brug for, da han kontaktes af den mystiske Kerk Pyrrus og ansættes til at vinde en ordentlig sum penge til et formål, han ikke kender. Og snart er han på flugt, på vej mod planeten Pyrrus, hvor en lang række ubehagelige overraskelser venter ham.


Det er ikke noget behageligt sted, der er tale om, og det går snart op for dinAlt, hvorfor Kerk Pyrrus virker som det rene overmenneske – det gør nemlig alle kolonisterne på Pyrrus. De har været udsat for en lynhurtigt, darwinistisk effekt i deres kamp mod en planet, hvor tyngdekraften er alt for høj, vilde storme synes at opstå spontant, der er fyldt med aktive vulkaner – og hvor hver enkelt organisme på planeten, både planter og dyr, kun har ét formål: at udrydde menneskene. Selv græsset er giftigt, og pyrranerne har snart lært, at man skyder først og ser nærmere bagefter; det er den eneste måde at overleve på.


Og dog. Snart går det op for dinAlt, at der er flere mystiske ting ved denne krig. Ingen ved, hvordan den er opstået eller hvorfor, og den er i det hele taget dybt ulogisk. Han sætter sig for at forstå og standse krigen – ikke nogen let opgave, når man befinder sig hos et folk, der er vant til at danse barfodet stepdans på barberblade (billedligt talt) og reagerer med at slå folk ihjel, hvis man stiller spørgsmål ved deres prioriteter.


”Dødens verden” er en SF-klassiker, men tiden har dog ikke været alt for flink ved den, er jeg bange for. Der er action fra start til slut, og den er hurtigt læst, men det grundlæggende plot virker noget fjollet, og personskildringerne er langt fra perfekte. Om end det forsøges forklaret med omstændighederne, så er især pyrranerne noget skåret ud i pap. Dette kan gå an i bøger som den førnævnte ”Stainless Steel Rat”, men når man fjerner humoren, bliver man altså nødt til at tilføre noget andet. Det ændrer dog ikke på, at bogen her er god for en aftens underholdning, blot man ikke forventer for meget.