HG Wells’ "Tidsmaskinen" kommer i nye og kyndige hænder i Christophers Priests videnskabelige romance.

Året er 1893, og vi befinder os i Victoria-tidens England. Tiden nærmer sig århundredskiftet, og tiden er moden til store opdagelser og omvæltninger. Vor fortæller, Turnbull, mener selv at befinde sig på forkant med fremtiden – blot må han i kontakt med en person, der kan præsentere hans opfindelse for omverdenen: briller specielt designet til at beskytte ens øjne, når man bevæger sig rundt i en af de moderne automobiler, brugbare både for mænd og kvinder.


Inden det går op for ham, at amerikanerne allerede har opfundet disse kørebriller, må han se sig selv i en yderst fordelagtig situation. Med et minimum af anstrengelse og social risiko kan han komme i kontakt med den smukke Amelia Fitzgibbon, assistent til den berømte videnskabsmand Sir William Reynolds. Turnbull ser sit snit og tager sit chance, men må dog snart sande, at den utilsigtede konsekvens af deres møde er, at han forelsker sig hovedkulds i den unge dame. Hans tanker er derfor nok til dels optaget andetsteds, da han præsenteres for Sir Reynolds – som viser sig at være den ellers unavngivne hovedperson i H. G. Wells’ ”Tidsmaskinen”. Turnbull er helt ærligt i en tilstand, hvor tanken om et par utildækkede kvindeankler optager ham mere end tanken om at rejse gennem tiden, og det er blandt derfor, at han og hans udkårne opdager, at tidsmaskinen under de rette omstændigheder let kan rejse i rummet i stedet for gennem den fjerde dimension.


Snart er vore to helte strandet på et mystisk sted – som viser sig at være Mars, krigens planet. Her må de overleve i et sært samfund, centreret om en overvældende og målrettet industri – og indse, at der på denne planet eksisterer mægtige, kolde intellekter, som længe har betragtet Jorden med misundelse. Der er en kamp under opsejling, en kamp mellem kloder.


”A Scientific Romance,” bekendtgør undertitlen til ”The Space Machine”, hvilket både henleder ens tanker på følelserne mellem Turnbull og Fitzgibbons, men også på den slags tidlig SF, som især Wells skrev. Der er tale om en kærlig pastiche over især Wells, men samtidig en forløber for den senere steampunk, med dens fokus på alt for tidligt udviklet teknologi og tidligere tiders omgangsformer udsat for denne. Priest leger med de litterære figurer, som hans forgængere har opstillet – det er en leg, som er blevet populær i de senere år, men her i 1976 gør han det både med forlægget i tankerne og et glimt i øjet, uden at forfalde til formålsløs bulder og bragen. For på ét plan er der tale om et underholdende lille pulp-eventyr, á la Wells eller Burroughs, mens Priests værk opnår helt andre planer, især igennem beskrivelserne af stakkels Turnbull, fanget mellem samfundets sociale krav og sine egne, nedrige instinkter, og den noget frigjorte Amelia Fitzgibbons.


”The Space Machine” er meget, meget britisk, og det er især det, der gør den så god. Historien drukner ikke i voldsom action, men bæres i stedet frem af en mild humor og hovedpersonerne urokkelige tro på, at de som civiliserede mennesker kan slippe igennem alt. På trods af det tillempede periode-sprog lykkes det historien at være en rendyrket <i>page-turner</i> og samtidig en særegen drøm om fremtiden.