Frode og Nanna er stadig i Caïssa, og deres situation tilspidses, da det går op for både lysets og mørkets kræfter, at reglerne er blevet brudt, og at det får konsekvenser.

I andet bind af ”<a href="serie.asp?nr=127">Slaget i Caïssa</a>” tager tingene virkelig fart. Frode og Nanna befinder sig stadig i fantasy-verdenen Caïssa, hvor de har fundet sammen med de andre deltagere i det overnaturlige spil, som er på deres side. Gruppen er en besynderlig blanding af humoristiske og sørgelige personligheder, som ikke alle stoler stort på deres chancer i kampen mellem det gode og det onde.


Bogen starter umiddelbart efter hændelserne i ”Åbningen”. Efter en kort og igen meget filmisk intro er vi igen sammen med hovedpersonerne – de drager østpå, mod fjenden og mod den uundgåelige konfrontation med mørkets magter.


Det bliver en lang og hård tur, som kommer til at kræve dødsfald på begge sider – forfatteren holder sig på ingen måde tilbage for at slå en af de gode ihjel, hvis det højner dramaet, hvilket er beundringsværdigt. Snart får vore helte også lidt mere indsigt i de regler, der gælder: slaget i Caïssa er et spil mellem almægtige kræfter, og de er ikke andet end brikker. Og Nanna er en brik, som der ikke er regnet med i reglerne. Men de må indse, at regelbrud har konsekvenser, og snart er kaos løs i Caïssa.


Bogen hedder ”Tågemandens død”, og titlen siger selvsagt meget om handlingen. I ”Åbningen” blev tågemanden introduceret som den neutrale opsynsmand over det spil, der foregår i Caïssa – og det blev antydet, hvor uoverskuelige konsekvenserne ville være for hele verden, hvis han valgte side i konflikten eller døde. Med andre ord: endnu et regelbrud venter i kulissen, ved man allerede fra starten – og det bedste ved det er, at det også tillader Bøgh Andersen at bryde de regler, som blev opstillet i første bind, og det pynter i høj grad på historien.


Der er igen fart på lige fra starten, men personerne er allerede blevet introduceret, så historien hæmmes ikke, som det var tilfældet i ”Åbningen”. Forfatteren ved, hvor han er, og han ved, hvor han skal hen – så skidt med, at ”Tågemandens død” som bog betragtet glemmer nogle litterære grundregler (begyndelse, midte, slutning); den tager i stedet form af en lang jagtscene, afbrudt af diverse kampscener. Det er faktisk ganske underholdende og lægger da også op til et ordentligt klimaks i sidste bind af serien.