menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Dimensionspiraterne : en røverhistorie af Klaus Æ. Mogensen. - , 1998 (dansk udgivelsesår)

Genrer: Dansk, Fantasy, Kan læses af unge, Science Fiction

Det, der skulle have været en uskyldig jobsamtale, udarter sig til et eventyr af dimensioner for taberen Martin


Martin ville bare have et job, da han svarede på annoncen fra firmaet Interworld. Lidet havde han drømt om, at hans vej til jobsamtalen ville bringe ham til en aflukket korridor, hvor gas sivede ud fra væggene. Og da han vågner igen, er han – med et godt, gammelt ord – blevet shanghajet, bortført af piraterne på det gode skib <i>Platypus</i>, et piratfartøj, som sejler mellem dimensionerne og plyndrer alternative udgaver af Jorden, hvor de er mere tilbagestående (i al fald hvad angår våben).


Som man nok opfatter, er der lagt op til et hæsblæsende eventyr – der spildes ikke megen tid på Martins liv eller følelser, i stedet går der over stok og sten med pirater, smukke slavepiger, livet som slave og derpå følgende flugtforsøg. Til tider kunne man måske godt ønske sig lidt flere omveje i historien, men læner man sig først tilbage og nyder turen, er Mogensens bog en charmerende pulp-oplevelse.


”Dimensionspiraterne” er en blanding af science fiction og fantasy – et udgangspunkt, der normalt ikke tiltaler mig som læser. Ikke desto mindre er det til tider tydeligt, at Mogensen nærer en god tilknytning til SF (det er sjældent, at man i en fantasy-roman oplever en person, der spekulerer på, om de frugter, han netop har spist, mon skulle indeholde snylteræg, som udklækkes ved kontakt med mavesyren). På den negative side har det også den konsekvens, at historien til tider har lidt smag af ønskedrøm (noget, der især plagede klassisk SF), men det tilføjer altså også den noget ensrettede historie et ekstra lag. Ikke desto mindre må man her nok bare se væk fra genredefinitionerne og holde sig til romanens undertitel: en røverhistorie, for det er det, der er tale om: tjubang.


Det er en hurtig, men også underholdende roman, man får fat i her – ungdomsroman, gør forlaget opmærksom på på forsiden, men voksne vil også kunne finde en vis, skyldig fornøjelse heri, blandt andet i de små, intertekstuelle jokes, som der smides med. Derudover kunne det være interessant at se en mere alvorlig roman (læs: ren science fiction) fra Mogensens hånd.


Af Janus Andersen (13.03.2005)

Andre bogomtaler af Janus
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden