Patrick Leis byder på seks noveller, hvor verden er et grumt sted, og det ikke kun er de uretfærdige, som får deres bekomst.

Nemesis er den straf, man får for hovmod – som sådan er det nok ikke alle novellerne i Leis’ ”Tunnellen”, der helt lever op til undertitlen. Men det slår dog fast, at dette er fortællinger, hvor det går folk grueligt galt, og det er ikke løgn.


Den første novelle, ”Under egen”, bruger et klassisk horror-motiv: det hjemsøgte eller på anden vis onde egetræ, iblandet samfundets frygt for den/det fremmede. Den kaster sig uhæmmet ud i historien – ingen tvivl om det overnaturlige element her – den historie, der skal fortælles, er, hvordan det alt sammen gik så galt, og om det vil lykkes hovedpersonen at finde hævn for det, der er overgået hans familie. ”Under egen” kører lige ud ad landevejen, især charmerende i sin brug af det danske landskab i en historie, der er tydeligt inspireret af amerikansk horror-tradition.


Næste ret på menuen er ”Love story”, en ondskabsfuld lille ting, der tager sit udgangspunkt i den daglige genudsendelse af livet på ”Cafe Gennemgangen”. Her afbrydes taberen Ryan i sin halvfulde frustration af den eksotisk udseende Tina, solbrændt og nys hjemvendt fra Afrika – det er tydeligt (for Ryan, i al fald), at hun lægger op til noget. Fra en ganske underholdende skildring af Ryan (38 år og ikke for gammel til ”at danse den etbenede) bliver det til en lille skæbnefortælling, der især lever i kraft af sine antydninger om det fremmede, som Tina har bragt med hjem fra det mørke kontinent.


”Sne” er en langt roligere fortælling end resten – en reminiscens ved den ældre mand Erland, der husker tilbage på et langt liv, til tider lykkeligt (besættelsestiden, hvor han mødte sin senere kone), andre gange ulykkeligt (da han mistede hende igen). Det er en charmerende lille fortælling om et ganske almindeligt liv, hvor det overnaturlige vedbliver med at presse sig på – i form af de ”mørkemænd”, som Erland kan se, og som konsekvent forudsiger døden. Bedst er dog miljøbeskrivelserne i denne lille <i>Twilight Zone-</i>agtige novelle.


Anderledes skrues der op for farten i ”Sorteper”, hvor to betjente jagter en morder ind i et mørkelagt supermarked. Der springes mellem jægerne og den jagede, og rollerne kan hurtigt skifte – og så springes der ellers tilbage i tiden, så vi kan se, hvordan det alt sammen gik så galt. Det er ganske underholdende splatter-action med bid i.


Samlingen afsluttes med titelnovellen, der umiddelbart lægger ud som en psykologisk gyser, med hovedpersonen Sander som bygget over Norman Bates fra ”Psycho” – han er alene, præget af opvæksten og sygeligt bange for mørket i hjørnet. Der lægges dog snart mere foruroligende spor ud: olieagtige pletter spreder sig over folks ansigter, men Sanders imaginære ven Archie står altid på spring for at hjælpe (og måske fremme sine egne formål). Og så er der jo altid det, der måske lurer i hjørnet.


Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt sprektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende.