I år 1999 er Jorden overbefolket, og i et mareridtsagtigt New York bliver betjenten Rusch sat på den umulige opgave at finde en forsvunden morder.

I 1999 har befolkningsvæksten haft katastrofale konsekvenser – storbyerne er veritable heksekedler af uvaskede masser, som ligger i evig konflikt med naturområderne om ressourcer. Der er kamp om mad, vand og plads, og et værdigt liv er kun de færreste forundt.


Vi befinder os i New York og følger først og fremmest politimanden Rusch og drengen Billy Chung. Billy får mulighed for at begå, hvad han tror er et lille, let indbrud – det går mildest talt galt, og han efterlader en død mand, da han flygter. Men havde det været næsten hvilket som helst anden offer, ville han sandsynligvis kunne slippe fra det uden problemer, for det er ikke meget overskud, politiet har i en by af New Yorks beskaffenhed. Men drabet giver genlyd på højeste politiske plan, og Rusch bliver meget modvilligt sat på sagen.


Første stop er naturligvis den dræbtes lejlighed – hvor han møder og straks falder for pigen Shirl. Det virker som et umuligt forhold, for hun er vant til et liv, hvor selv det at spise kød ikke er umuligt, mens han bor sammen med den gamle mand Sal i et værelse, hvor elektriciteten leveres af en cykel. Men de forsøger, altimens verden bare synes at blive værre omkring dem, mens byen med rasende fart nærmer sig årsskiftet og det nye årtusind, hvilket forlener romanen med en vellykket dommedagsstemning. Dagligt er der demonstrationer – også mod de forholdsregler, der skal forsøge at redde racen for det endelige kollaps – og Rusch drives afsted på arbejde næsten i døgndrift, i en umulig jagt på den unge asiat, der forlængst er gået under jorden.


”Gør plads! Gør plads!” er, som det kan ses, en blanding af kærlighedshistorie, krimi og social kritik. Der er ikke overvældende meget plot, og SF-elementet er måske lidt forældet med de årstal, Harrison kobler på, men ikke desto mindre lykkes det ham at skabe en yderst deprimerende lille fortælling. Den er også filmatiseret som ”Fremtidens rædsel” / ”Soylent Green”, men jeg synes dog ikke at huske, at de to har meget at gøre med hinanden.


Det bør lige nævnes, at Harrisons danske baggrund heller ikke i denne roman fornægter sig – det bemærkes kort, at vor lille nation er denne fremtids forjættede land, hvor folk får noget at spise hver dag. Godt nok er der en mur tværs gennem Jylland, og kystvagterne skyder uden at spørge , men i det store hele har vi klaret os godt gennem overbefolkningen.