I andet bind af serien "Ladt tilbage" overtager Antikrist FN, vore helte finder kærligheden, og der begynder langt om længe at ske noget.

Andet bind i ”Ladt tilbage”-serien fortsætter i sin forgængers fodspor og i de bibelske profetier. Det betyder, at Antikrist – i skikkelse af demagogen Nicolae, der har overtaget FN – denne gang fortsætter sin vandring mod Verdens undergang ved at introducere en fælles mønt og en verdensreligion, altimens han samler mere magt omkring sig.


Han får naturligvis ikke lov til at stå uimodsagt. Rayford, Chloe og Buck har, sammen med præsten Bruce Barnes, dannet Trængselspatruljen, hvis formål er at kæmpe mod Antikrist og alt, hvad han står for. De må dog snart se deres første nederlag, idet stewardessen Hattie bliver Nicolaes personlige assistent og derfor hjernevasket som alle andre, der kommer nær ham.


Samtidig begynder to (tilsyneladende urørlige) jøder at prædike ved Grædemuren, og de omvendte flokkes om dem. Trængselspatruljen vejrer morgenluft, men derudover må det noteres, at de ikke får foretaget sig særligt meget aktivt – hovedsageligt snakker de om, hvordan de skal komme igennem trængselstiden (de syv år, der skal gå, før Jesus vender tilbage... igen).


Netop den evindelige snak er nok bogens største svaghed – et karaktertræk, der tyder på, at forfatterne har læst megen tidlig SF. Men hvor man inden for genren i 50erne og derefter forsøgte at finde ud af, hvordan man overbragte læseren en naturvidenskabelig viden, der var nødvendig for at forstå plottet, er det her konstant snak om Jesus. Vore helte kan ikke snakke selve Antikrist efter munden for ikke at afsløre sig selv, uden at de også skal holde en lang indre monolog, som slår fast, hvad virkeligheden er, også selv om denne enetale er holdt adskillige gange før. Det religiøse element er naturligvis en uundværlig del af bøger som denne, men forfatterne slår den ideologiske baggrund så meget fast, at de ofrer personkarakteristik og handling for det.


Samtidig ofres der megen plads på en dårligt konstrueret kærlighedshistorie mellem Buck Williams og Chloe Steele. Et underplot, der kendetegnes ved, at samtlige misforståelser de to imellem beskrives ned i mindste detalje og i det hele taget overspilles groft.


Det er naturligvis værd at huske på, at ”Trængselspatruljen” kun er nummer to i en længere serie. Der er masser af potentiale i historien, og der bliver da også lagt nogle tråde ud, som der forhåbentlig følges op på senere: f.eks. Antikrists sygelige tendens til at omgive sig med genfødte kristne. Man kan håbe, at dette blot er en del af en overordnet plan, som betyder, at vore helte ikke får det så let i fremtiden.


Der sker ikke det store i bogen, men hen imod slutningen lægges der dog nogle større scener ind, som lover godt for historien fremover. Uden at være særligt bekendt med de kristne profetier om Jordens undergang (som LaHaye og Jenkins er yderst bundne af) ser der ud til at være lagt op til store sager, og man kan håbe, at forfatterne nu synes at have lavet deres fundament, så de fremover kan koncentrere sig mere om selve historien.