![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Sølvhesten : historien om Katriona Teresadatter af Lene Kaaberbøl. - , 1992(1), 2003(2) (dansk udgivelsesår) Genrer: Fantasy, Kan læses af børn, Kan læses af unge, Mytologisk Inspireret Fantasy Denne bog foregår i: Danmark God og elementært spændende klassisk fantasy-historie, som man kan krybe ind i og leve med, til man løber tør for sider. ![]() Omslag af: Jesper Ejsing Bøgerne om Katriona har efterhånden en del år på bagen. Det første bind i trilogien udkom tilbage i 1992. I 2004 er serien så heldigvis blevet genudgivet i forlagsserien ”De sorte drager”. Logoet lover, at det er bøger, man ikke kan holde kløerne fra – og det er faktisk ikke at love for meget. I en god og velfungerende fantasy-fortælling er der som regel en stor og sammenhængende mytologi som baggrund, der rummer og sætter rammerne for historien. Denne fantasy-trilogi om den rødhårede, viltre og stædige Katriona vokser frem fra et sanseligt og spændende middelalderunivers i Landet Breda. Landet Breda har rejst sig fra asken efter mørke tider, hvor det mandlige køn vendte naturen mod mennesket. I romanen er det længe siden, og balancen er genoprettet. Kvinderne er nu det overlegne køn, i hvert fald hvad angår besiddelser af jord. Mænd må ikke eje noget og vandrer således omkring uden at have et fast holdepunkt, der er deres. 12-årige Katriona bor på Ranunkelkroen i det poetiske Tre Dale. Kroen styres af Katrionas mor, den karismatiske Teresa, som de fleste mænd har et godt øje til. Men Teresa har valgt at leve sammen med lejesoldaten Cornelius. Det er nemlig usikre tider, og det er godt at sikre sig ved at have en stærk mand i hjemmet. Katriona bryder sig slet ikke om Cornelius, som slår hende – men det er ikke kun derfor, de ikke kan enes. Deres forhold er problematisk og udvikler sig skæbnesvangert for Katriona, som ender med at blive sendt væk fra familien. Men inden det ender så vidt, stifter Katriona bekendtskab med den betagende sølvhest Frost, som skinner metallisk sølvglinsende og låser blikket fast med sine rovdyrsøjne. Sølvhesten er en ganger i Bredinarikorpset, som blandet andet er ambassadører og kurerer for Bredas øverste myndighed, og rides af den kvindelig bredinari Dorissa. Mødet med sølvhesten og konsekvenserne af, at Katriona sendes hjemmefra, betyder store omvæltninger i Katrionas liv, og eventyret er i gang. Jeg synes, at det med ”Sølvhesten” er lykkedes Lene Kaaberbøl at skabe en gennemført og vidunderlig mytologi som rammer for historien om Katriona. Første bind varsler mange lag og et plot, der ikke umiddelbart er helt gennemskueligt. ”Sølvhesten” er en god og elementært spændende klassisk fantasy-historie, som man kan krybe ind i og leve med, til man løber tør for sider. Tydeligvis holder Lene Kaaberbøl meget af fantasy – særligt Tolkien – og leverer med Sølvhesten et udmærket bidrag til genren. Jeg glæder mig til at se fortællingen om Katriona folde sig endnu mere ud i næste bind i trilogien. Rent generelt kan man sige, at den fysiske side af sagen er i orden i denne udgivelse. Min personlige kæphest er de danske forlags valg af forsider, og i dette tilfælde er det flotte illustrationer udført af Jesper Ejsing, som i deres udtryk lover fortrolighed og dragende fantasy. Af Zenia Johnsen (05.12.2004) Andre bogomtaler af Zenia |
