Fortid og nutid blandes sammen i New Orleans, hvor hekse og vampyrer kæmper mod fjender, der ikke blot er skjulte, men måske også døde.

Anne Rice har skrevet en stor del romaner fordelt på forskellige serier. Mest kendt er nok vampyr-krøniken, som startede med den også filmatiserede ”En vampyrs bekendelser”. En anden er den New Orleans-fokuserede serie om Mayfair-heksene.


I ”Merrick” krydser de to typer af overnaturligt funderede personer klinger: hovedsageligt i den skæbneramte, kropsombyttede vampyr David og den eksotiske, rom-drikkende heks Merrick. For fans af Rices bøger er det nok en kærkommen snack med sin blanding af romance og drama, men for læsere, der som jeg er nye i hendes univers, er det ikke det bedste sted at begynde.


David befinder sig sammen med vampyrerne Louis og Lestat efter begivenheder, der har været refereret i de sidste par bøger. Louis lider under skyldfølelse over for barnevampyren Claudia, som døde helt tilbage i den første bog i serien, og han overtaler David til at kontakte Merrick fordi han mener, at hun med sin voodoo-magi kan hjælpe ham til at få fred i sindet.


Tidligere, som forstander i den ældgamle organisation Lamscaen, var David heksens beskytter, mentor og (noget incestuøse) elsker. I et massivt flashback fortælles om deres fælles fortid, de dæmoner, der hjemsøger den unge kvinde, og deres rejse ind i den sydamerikanske jungle for at finde et mystisk, magisk objekt og måske endelig skabe den fred, som Merrick savner.


I mellemtiden sker der mystiske ting i nutiden; David ved ikke, om han kan stole på sin tidligere elskerinde, hendes magi er øjensynligt ikke under kontrol, og ånderne blander sig, hvor de kan komme til det. Det hele bærer frem mod et møde med fortiden, nogle vigtige valg og en ny drejning for Rices personer.


”Merrick” lider tungt under, at den har en lang forhistorie. Der bruges derfor megen tid på at gøre læseren bekendt med, hvad der er gået forud – hvilket gør personerne noget melodramatiske, når de konstant hænger fast i fortiden og føler sig nødsagede til at genfortælle den. På den ene side er det vel nødvendigt for nye læsere og folk med dårlig hukommelse – på den anden forhindrer det, at der <i>sker</i> særligt meget i ”Merrick”. Romanen er mere stemning end handling; måske er det sådan med alle Rices bøger, men her gør det det også meget tydeligt, at bogen er tænkt som et drejepunkt. I sig selv har den ikke meget at sige, men den er tydeligvis tænkt til at anbringe kendte (og måske lidt stagnerede) personer i en ny situation, som Rice nok skal kunne spinde mange nye historier over.


For faste læsere vil der som sagt nok være noget at sætte tænderne i her: der er vampyrer, den dampende hede New Orleans-underverden, hekse, romantik og omvæltninger i status quo - men for nye læsere og folk, der ønsker deres vampyrer lidt mere rå, er det en noget bleg servering. Personligt blev jeg meget træt af udødelige vampyrer, der begræd deres eget skæbne og i det hele taget gik for meget op i deres tøj.