En medrivende SF-gendigtning af Homers "Iliaden", blandet med robotter, humor, spænding og spekulationer om selve virkelighedens væsen.

Det er snart nogle år siden, at Dan Simmons prøvede kræfter med SF-genren sidst. Dengang skabte han den geniale Hyperion-saga, og nu er han tilbage med et værk, der ser ud til at blive lige så stort: Første del hedder ”Ilium”, og historien afsluttes i 2005 med ”Olympos”. Personligt vil jeg vente med spænding, for ”Ilium” forstår at kombinere klassiske SF-temaer med spændende nye ideer.


Handlingen er fordelt på tre forskellige handlingstråde, der starter meget langt fra hinanden, men (selvfølgelig) kommer tættere og tættere hen imod slutningen.


På Jorden foregår den trojanske krig – næsten fuldstændig som Homer beskrev den. Odysseus, Akilleus, Hektor og andre helte i hobetal fører for i de voldsomme kampe – beskrevet på en måde, så der sættes helt nye og overvældende billeder på Homers fortælling. Krigen bliver noget mere nærværende, end det episke digts stiliske form måske tillader.


At krigen netop følger den kronologi, som digtet har foreskrevet, overvåges af en række lærde med speciale i netop Iliaden, og vigtigst af alt en af vore hovedpersoner: Hockenberry. Han er blevet genskabt fra 21. århundrede-DNA for at tjene de guder, som fra Olympen overvåger og blander sig i krigen (ja netop, de græske guder, præcis så almægtige og temperamentsfulde, som Homer beskrev dem).


Den anden tråd foregår også på Jorden – men måske er det et helt andet sted, måske en helt anden tid, måske en helt anden Jord. Dette spredes der først spor om hen imod slutningen, og der lægges op til en ganske spændende forklaring på både guder og mennesker og selve virkelighedens natur.


Her finder vi en meget lille og meget tilfreds menneskehed, ikke ulig ”Tidsmaskinens” Eloi’er. Alt ordnes for dem af robotter, og de beskyttes af de mystiske <i>voynix</i>, skabninger, der ikke stammer fra Jorden, og hvis rolle i menneskehedens skæbne afgjort er større, end vi får at vide i denne første del.


I denne historie- og kulturløse fremtid drager en lille gruppe mennesker ud for at finde et rumskib. Harman, som nærmer sig sit 100. år (hvor menneskets liv automatisk afsluttes), ønsker at drage til Jordens ringe for at finde den gruppe mennesker, der har udviklet sig videre end homo sapiens, <i>post-humans</i>. Det er en velkendt SF-historie om at genfinde sin fortid, og Simmons bruger den da også mest til at vise os alle de ting, der er sket med Jorden (og selvfølgelig lægge tråde ud, som nok skal bringes til en bragende konklusion i næste bind).


Sidste del af historien starter i udkanten af solsystemet, hvor flere civilisationer af biomekaniske væsener har udviklet sig fra de primitive maskiner, menneskene har sendt derud. En blandet gruppe af disse samles for at undersøge mystiske og faretruende kvante-fluktuationer, der stammer fra Mars, og snart befinder de sig over den røde planet, i luftkamp med en græsk gud.


”Ilium” er mildest talt en stor bog, men Simmons jonglerer næsten skødesløst med de meget forskellige omgivelser og koncepter. Det hele samles i et klimaks, der ganske er bogen værdigt – samtidig med at der efterlades løse tråde nok til at roman af samme størrelsesorden. Det er ikke nødvendigt at have læst ”Iliaden”, men det er en ekstra nydelse ved bogen at fange de mange intertekstuelle referencer og jokes på både den og ”Odysseen”.


Grundlæggende er der blot tale om en rigtig god fortælling – både for SF-fans, men nok også de mere litterærlige læsere, der vil kunne finde diskussioner om både Homer, Shakespeare og Proust (og bare rolig – det har rent faktisk betydning for historien og er ikke bare litterært pynt).