menulogo

Scifisiden er en del af Bognettet

Bogomtale

Fremad, kun fremad : roman af Michael Marshall Smith. - , 2000(1) (dansk udgivelsesår)

Genrer: Horror, Humor/Satire, Mest for voksne, Science Fiction

Smith holder, hvad titlen lover: en hektisk jagt gennem et fremtidigt samfund, fortalt af den klassiske, hårdkogte privatdetektiv med et hjerte af guld.


"Fremad, kun fremad" er mildest talt, hvad man kalder en "pageturner" - kugler, koncepter, ideer og personer fyger om ørerne på læseren.

Det er en vellykket blanding af to gennemprøvede formularer: den hårdkogte detektiv a la Philip Marlowe og den klassiske science fiction-rejse. Detektiven er Stark, en mand med forbindelser selv på steder, hvor vi andre kun kommer i vores drømme – stedet er den fremtidige By, der dækker hele England.

Her er folk blevet så specialiserede og tilvænnede, at Byen er opdelt i skarpt afgrænsede Kvarterer, hvor hele befolkning lever efter samme koncept. "Centeret" er fyldt med en ekstrem udgave af firsernes yuppier, altid på farten, altid i gang med et projekt, altid effektive. "Colour" er kvarteret, hvor folk går op i farver: selv gaderne koordinerer sig efter, hvad fodgængerne har på (og sender takkebreve, hvis de har fået noget særligt godt at arbejde med). "Stable" er nærmest en parodi på 50ernes billede af livet efter atomkrigen: indbyggerne lever i en lykkelig illusion om, at verden omkring dem er blevet sprængt til ubebolighed. Og så videre (selv kattene har deres eget Kvarter). Konceptet lyder umiddelbart lidt fjollet, men Smith gennemfører det med en blanding af seriøsitet og satire, der bærer det igennem uden problemer.

Stark er vores guide til denne verden, og den særegne detektiv-fortællerstemmen tillader Smith med humor at introducere læseren til universet, uden det bliver akavet. En vellykket symbiose mellem SF-romanen med dens fremmede verden og krimien med dens intriger og forviklinger. Bindemidlet er den underliggende humor: teknologien er yderst præget af personlighed: køleskabet ønsker Stark held og lykke over telefonen, TekstilMasteren holder "Colours" gader underholdt med sine noget pudsige tøjkreationer, og ChipAnalyseren holder kun mund under trusler om vold. Denne del af bogen bringer faktisk mindelser om Iain Banks.

Plottet: Stark hyres til at finde en højtstående person, der er blevet kidnappet fra "Centeret" - snart har det vist sig, at opgaven rummer mere end som så, og Stark er på flugt fra nogle meget magtfulde folk. Mere magtfulde, end selv han kan forestille sig.

Ganske enkelt er ”Frem, kun fremad” en god bog. Den holder farten oppe hele vejen igennem og holder læseren underholdt, og når den til tider svinger over i horror-genren, sker det helt naturligt og uden bratte skift i hverken stil eller tempo.

Skulle jeg endelig have en anke, var det muligvis oversættelsen: umiddelbart virker den kompetent, men et eller andet udefinerbart ved den irriterede mig alligevel. Måske var det blot, at alle koncepter (som det vrimler med) er oversat til dansk, men Kvarterer og gadenavne har beholdt deres oprindelige benævnelser. En lille ting, men stadig forstyrrende.


Af Janus Andersen (15.09.2004)

Andre bogomtaler af Janus
scifisiden.dk
scifisiden.dk
Tilbage
Om Scifisiden