I 2002 lod Anne-Marie Vedsø Olesen Kaosguden Seth genopstå i et menneskeligt legeme i romanen ”Djævelens kvint”, og her i 2004 slipper hun så Seth løs i ”Tredje Ikaros”.

Et af romanens overordnede udgangspunkter er den danske pige Victoria, som Seth samler op til en technofest et sted i London. Han betages straks og nærmest instinktivt af denne mutte, dunkle og utilnærmelige pige, som viser sig at være en stor kunstner in spe.
Victoria og Seth indleder et forhold fuld af passion på flere planer. Seth ønsker at forene sit kød med Victoria – men han ønsker også adgang til det psykiske plan. En evne, han i øvrigt med fordel udnytter i interaktionen med mennesker.


Victorias indre er mørkt og dragende, og Seth elsker hende højt – men ikke højere end at han husker at udleve sin side som førsteelsker/playboy i andre sammenhænge. Seth skildres således som uimodståelige for begge køn, og han fører sig frem med millioner, guldfarvet jaguar og moderne penthouse lejlighed.


Men alt har sin modsætning, og andetsteds sidder der fjender i skikkelse af mennesker/guder fra Seths fortid, både den umiddelbare og den ældgamle. I Djævelens Kvint havde Seth et opgør med guderne Osiris og Isis, som til lejligheden havde indtaget menneskekroppene Gabriel og Héloise. Alt dette er der kommet et barn ud af – Horace – eller horusbarnet, som har magten og kraften til at udslette Seth.


Parret Gabriel og Héloise er begge medlem af den tophemmelige organisation Trismegistoen, som er ældgammel, og hvis formål er at holde orden på verdenen. Set fra et synspunkt, der ikke tilhører en kaosgud, er Trismegistoen summen af alle gode kræfter. Organisationens medlemmer er vogtere af viden uden censur. Alle har hver deres speciale, som f.eks. konservatoren Katarina, som rodes ind i plottet om et maleri af Brueghel forestillende elementer fra myten omkring Ikaros. Der findes to malerier, der ikke er meget forskellige fra at være ens. Og så er der et til. Tilsyneladende er der således et maleri for meget, og det er det, Katarina prøver at opklare ægtheden af. Imidlertid dør hun på tragisk vis, og andre fra Trismegistoen må tage over.


Langsomt hvirvles læseren ind i et mystisk net af tynde tråde, der har forbindelse til både en terrorcelle og den tilsyneladende generelle kamp mellem kaos og orden.
Seth køber det ukendte maleri af Ikaros, og plottet samler sig, og spændingen udløses, myter virkeliggøres men en rigtig afslutning belønnes læseren vist ikke helt med.


Den tredje Ikaros er en meget kompakt roman. Den er ikke svær at læse eller forstå. Men den er spækket med intertekstuelle referencer til myterne, historien, musikken og litteraturen. Som læser er man strengt taget ikke sikker på, at man får det hele med. Romanen er godt skrevet, og bevares, forfatteren har lavet et flot og enormt researcharbejde for at kunne få Ikaros til at lette. Men det falder lidt på jorden. Jeg syntes kort sagt, at romanen har flere spændende komponenter for den rigtige gode historie, end den strengt taget udlever. F.eks. syntes jeg godt, at man kunne vente sig lidt mere af et vildt gammelt urvæsen af en kaosgud. Seth hærger ikke og bringer ikke kaos i verdenen (måske fordi der er nok). Jeg er lidt skuffet over denne trendy gud, som er mere selvgod end decideret ond.


Jeg ville også gerne have hørt meget mere om Trismegistoen og deres eventyrligt spændende arbejde. Jeg kunne således sagtens forestille mig en bog kun med dem.


Men hvorom alting, synes jeg dog alligevel, at romanen besidder mange andre interessante og spændende elementer, som gør den læseværdig. Om ikke andet har den en stille filosofisk nerve, som stiller spørgsmål og vækker nysgerrighed.


Efter at have læst ”Tredje Ikaros” kommer jeg både til at tænke på Anne Rices romaner med moderne fremstillinger af vampyrer og Arturo Pérez-Reverte fantastiske ”Dumasklubben”, som også inddrager et spændende kulturhistorisk plot. Forhåbentligt begrænser Vedsø Olesen sit i den fortsættelse af ”tredje Ikaros”, som nok venter os.