Ydre og indre drager flokkes i denne gode fortælling om, hvad der måske var Europas sidste drage, som spredte rædsel og ødelæggelse, hvor den kom frem.

I 1300-tallets England oplever og overlever drengen Jude, at hele den landsby, han bor i, bliver brændt ned. Alle bliver dræbt, og alt er aske. Det er ikke den første landsby, der brænder, og det bliver heller ikke den sidste.
Middelalderen er fuld af overtro, og rygtet lyder, at det er en drage, der sætter ild og myrder skånselsløst.


Jude er plaget af sorg og skyld, fordi han overlevede sin familie. Hvileløst drives han i armene på en omrejsende gøglertrup, der bl.a. tjener penge på specialiteter som at fremvise en bjørn, der slås mod hunde, og at chokere menig mand med den mystiske vanskabning Lizzie, der i virkeligheden er en kinesisk pige. Lizzie holdes fanget i et beskidt bur og ydmyges og mishandles.
Jude fatter sympati for Lizzie (som rent faktisk hedder Jing-Wei), og sammen flygter de fra gøglerne. I flugten møder de den gamle kinesiske Lan, der af alle regnes for heks pga. hendes kunnen ud i lægekunsten.
Lan har planer for de to unge, og snart befinder Jude og Jing-Wei sig midt i jagten på det, der tilsyneladende er England sidste drage.


Den sidste drage er en velfortalt og spændende historie. Historien er mere historisk end egentlig fantasy. Middelaldermiljøet er fremført meget levende og styrkes igennem, at romanen er fortalt til en munk, der skriver historien ned. Således fortælles der en lille sidehistorie, som i sidste ende er med til at binde hele handlingen sammen.


Med fare for, at der går for meget dansklærer i det, vil jeg alligevel nævne romanens tematikker, som meget fint og veldrejet handler om begreber som (in)tolerance, kultur, viden og demokrati. Det lykkes nemlig Jordan at få det fint flettet ind, så det hverken fremstår belærende eller irriterende. På grund af en skøn stille humor kammer historien således heller aldrig over og bliver kvalm eller på anden måde rørende på den trælse måde. Det er dejligt forfriskende.


Min eneste anke til denne roman er dens forside. Den er pæn og veludført. Men jeg fatter ikke, hvorfor Klim ikke har ladet den originale forside gå igen i den danske udgave. Måske er der en god forklaring – men hvorom alting er, synes jeg, at det er ærgerligt, da den danske forside måske begrænser målgruppen. Smag og behag. Besøg eventuelt dit lokale folkebibliotek og døm selv. Og nu, du står med bogen i hånden, kan du lige så vel læse den og få den oplevelse med.