En naturkatastrofe udsletter næsten hele verdens befolkning. De sidste danskere kæmper med kærligheden, politikken, tyske bander og andet for at skabe et nyt samfund.

Peter Siegfried van Cliff er pressesekretær i et ministerium, hvis navn vi aldrig lærer at kende – da vi introduceres for ham, er han nemlig noget forvirret oven på at have overlevet en besynderlig forgiftning i form af en grøn tåge.


Et hurtigt flashback, og vi får en beskrivelse af, hvad Peter tror er hans sidste øjeblikke. Med forgiftningssmerter kommer han i tanke om den pige, Marthe, han elskede som dreng, og hvor gemen han var overfor hende – straks beslutter han sig for at ringe til hende i Odense og bekende, at han faktisk altid har elsket hende. En følelse, der viser sig at være gengældt, og de aftaler at gifte sig, hvis de begge overlever den frygtelige tåge.


Da Peter vågner igen (og viser sig at være i live), drager han til Christiansborg, hvor kendsgerningerne begynder at gå op for ham: den irgrønne tåge har kun efterladt omkring 2 procent af Danmarks befolkning i live – dog er dødsfaldene færre visse steder, såsom Fredericia (det viser sig, at Fredericias forurening, der på romanens udgivelsestidspunkt var ret stor, har gjort store dele af befokningen immune).


Snart er han udpeget til informationsminister og på vej til Fredericia for der at oprette den nye regering. Med sig har han den underskønne sekretær Barbara, og det går hverken værre eller bedre, end at de to forelsker sig, inden de når Odense og Marthe.


Resten af romanen følger Peters arbejde med at genopbygge et civiliseret Danmark – og problemerne med kærligheden til to kvinder i denne nye verden. Der er adskillige store kriser, men de fleste fjernes nu uden de store problemer, og generel må man nok se historien som ønsketænkning af den værste skuffe, godt krydret med ”erotiske” scener, lidt snak om politik og personlig filosofi.


Den noget belærende tone kunne godt lede ens tanker hen på Heinleins romaner – ligeså de politiske og moralske diskussioner. Desværre mangler helt Heinleins humor og evner, for ”Den irgrønne tåge” er præget af en flad prosa, usandsynlige personer og en uspændende historie. Som fredericianer er det selvfølgelig ganske sjovt at læse, hvordan Honoré (der selv var fra byen) lovpriser Treldenæs’ skønhed, men derudover er der desværre ikke mange kvaliteter at finde i romanen.