Det er hele verden mod de seks Puca-børn (syv, hvis du tæller Bad John med) - og Pucaerne kan dræbe med vers, så verden har ikke store chancer.

Familierne Dulanty er Pucaer – og Pucaerne er mildest talt ikke af denne verden (og for at være ærlige synes de, at det er et ret forfærdeligt sted). Ikke desto mindre befinder de sig nu i byen Lost Haven, et sted omringet af sumpe og andre ubehagelig ting.


Der er selvfølgelig forældre, men vigtigst er der børnene: seks stykker (7, hvis man tæller Bad John med, men det gør de færreste). De er ved at nå den alder, hvor de skal til at gå ud i verden, og der er én ting, de er enige om: Folk derude er idioter. Så er der selvfølgelig kun én løsning: slå dem alle sammen ihjel.


En enkel og effektiv plan, som desværre snart slår fejl. Snart er børnene på flugt gennem sumpene, forfulgt af nogle af de værste typer, menneskeheden kan byde på; ikke, at menneskeheden har den store chance, for Dulanty-børnene er nærmest at betegne som en flok psykotiske Peter Pan’er. Og de kender hemmeligheden bag Bagarthach-versene, poesi, der slår ihjel, og kan de blot finde på det rigtige vers, skal deres plan nok lykkes.


Det er svært at beskrive den begejstring, jeg føler ved at læse Rafferty. Allerede i indholdsfortegnelsen må den opmærksomme læser trække på smilebåndet. Og det er en fornemmelse, der holder hele vejen gennem romanen: en manisk glæde, som man skal være en noget kynisk læser for ikke at dele med forfatteren.


”The Reefs of Earth” er først og fremmest karakteriseret ved en total mangel på respekt.
Respekt over for den normale måde at fortælle en historie på (der er historier i en historien, poesi, skiftende synsvinkler og meget andet sjovt), respekt over for sandheden (der er et tydeligt billede af forfatteren som en person, der ganske enkelt elsker at lyve), respekt for selve fortællingen (seriøse øjeblikke sammenstilles med grotesk humoristiske optrin) og så fremdeles.


Resultatet er storslået, og med sine mindre end 150 sider er ”The Reefs of Earth” en bog, man kan hive ud af reolen, hver gang verden virker lidt for kedelig. Indholdet er afgjort større end omfanget, og jeg er ikke i tvivl om, at man selv efter adskillige gennemlæsninger vil kunne finde nye ting i den.