![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Mysteriet i Tycho af Clifford D. Simak. - , 1979 (dansk udgivelsesår) Genrer: Hård Scifi, I Rummet, Kan læses af børn, Kan læses af unge, Marsmænd og andre Aliens, Science Fiction Chris er tæt på at måtte vende tilbage til Jorden, da han sammen med en ung pige og en videnskabsmand drages mod månekrateret Tycho og det ukendte, som skjuler sig der. ”Mysteriet i Tycho” er nok at betegne som en kortroman, idet man i den danske udgave har set sig nødsaget til at komplementere den med en almindelig novelle for at fylde bogen ud. Det drejer om ”Stamfaderen”, som fylder udgivelsens sidste 16 sider. Det siges ofte om SFs actionfyldte undergenre ”space opera”, at det blot er western i rummet, med heste og seksløbere erstattet af rumskibe og laserpistoler – ”Mysteriet i Tycho” tilhører ikke denne specifikke undergenre, men igennem den første halvdel af historien er der nu en fornemmelse af, at den lige så godt kunne have været en western. I stedet for det hårde liv i det Vilde Vesten har vi livet på Månen – i stedet for guldgraveri har vi jagten på det mystiske lav, som kan helbrede de syge. Og der er endda, hvad der kunne gå for et hjemsøgt krater – men der er naturligvis en forklaring på det hele, og historien rummer da også andet end klicheer. Et element, som kun kunne findes i en SF-historie, er f.eks. de uforklarlige snusere, energivæsener, som har en forbindelse til lavet. Og så er der selve mysteriet i krateret, som naturligvis ikke er overnaturligt funderet (sådan da). Det hele bliver bundet sammen i en ganske underholdende lille historie, som dog aldrig bliver andet end uforpligtende. Og den er beklageligvis ret hurtigt glemt igen, noget der måske hænger sammen med den ikke videre sprudlende oversættelse. Bogen afrundes som sagt med ”Stamfaderen” – en noget mere interessant fortælling om omkostningerne ved kolonisationen af andre planeter, især for de få, som er genetisk udvalgte. Af Janus Andersen (08.08.2004) Andre bogomtaler af Janus |
