Og hvad har Brødrene Olsen så at gøre med fantasy? Ingenting!! Men i denne rodsammen er der plads og rum til så meget…

Roddy har hele sit liv rejst rundt i børnebussen som en del af Kongens følge. Hendes forældre arbejder begge som magikere ved hoffet. Og hoffet følger altid Kongen, som er på evig charmeoffensiv igennem De Saliges Øer. Som en del af hoffet er Merlinen overtroldmanden, hvis hovedfunktion er at vogte over trolddomskræfterne og i øvrigt hjælpe Kongen med den politiske magt. Derfor er der selvfølgelig grund til bekymring, da Merlinen pludselig og uventet dør, og der indsættes en ny ung og uerfaren Merlin, som helt overraskende, jf. romanens titel, ret hurtigt viser sig at stå i ledtog med enkelte suspekte karakterer fra Hoffet.
Roddy og hendes ven igennem hele livet, drengen Grundo, er de eneste, der umiddelbart opdager og forstår, hvilken overhængende fare landet er i, og sammen forsøger de at optrævle sammensværgelsen. Det er aldeles uspændende.


Sideløbende med Roddys fortælling møder vi drengen Nick, som tilsyneladende bor i den rigtige verden – altså vores – men jeg er ikke helt sikker. Under en krimimesse forvildes han med til den anden verden (fordi nogen forveksler ham for at være en ny Merlin), som ikke er vores – men det er det så alligevel. Forvirret? Okay, forestil dig et rodsammen af paralleluniverser, som mere eller mindre er bygget op over vores jord. Men i ét univers fandt Columbus ikke Amerika – eller London brændte ikke. De forskellige verdener er derfor meget genkendelige, men enkelte slet ikke. Vældigt dybt, ikke?


De saliges øer er imidlertid på et eller andet plan Storbritannien, og efter en del svinkeærinder når Nick hertil og forener kræfter med Roddy og Grundo – og en elefant… og en del andre løse og faste forbindelser. Tænk ikke længe over det.


Igennem skiftende synsvinkler på og af Roddy og Nick er resultatet, at de sammen i al fald når til vejs ende og får løst komplottet. Det er ikke overraskende, og det er heller ikke særligt fantasifuldt, og jeg afslører det i øvrigt kun for, at andre ikke nødvendigvis behøver at forvilde sig igennem Merlin-komplottet. Jeg havde strengt taget ventet mig lidt mere af slutningen efter at have pløjet og pisket mig igennem to bind og 500 sider. Klimaks udebliver simpelthen.


Til gengæld optræder der lidt sporadisk humor. Jeg havde ikke behov for at klaske mig selv på lårene, men f.eks. morede oversættelsen mig. Jeg finder det f.eks. komisk, at man i en fantasy-roman vælger at lade en karakter synge Brødrene Olsens Fly on the Wings of Love som vuggevise.
Desuden er det hyggeligt og en klar adspredelse med fraser som : ”din beskidte kanut”


Diana Wynne Jones har bestemt en frodig fantasi – alene i denne roman er der stof til adskillige fantasy-historier. Jeg havde ønsket, at det var sådan, hun havde vægtet sit materiale.


Måske påvirker det forvirringen, at der ligger en roman før Merlin-komplottet (ikke udkommet på dansk) som foregår i samme univers(er). Jeg forestiller mig, at det måske kan forklare enkelte ting, der fremstår lidt uklart – men det retfærdiggør ikke Merlin-komplottet som en pærevælling af forudsigelighed, kedsomhed og kreative og fantasifulde påhits.
Jeg opfatter kort sagt Merlin-komplottet som en irriterende selvmodsigelse.