Et uheld med verdens første måneraket kaster SF-redaktøren Keith over i et parallelt univers, der er en mellemting mellem mareridt og komedie.

Keith Winton er redaktør på et SF-magasin – et af de pulp-blade, der dannede basis for genrens “golden age”. Han er netop i færd med at besvare et brev fra en fan, da den første måneraket falder til jorden – og i den følgende eksplosion river ham over i et andet univers.


Det ligner til forveksling hans eget hjem, indtil han ser rumvæsener vandre uantastede i gader og er ved at blive anholdt som spion fra Arcturus, da han vil betale med en halv-dollar. Og snart er han på flugt gennem et forvredent billede af sin egen verden, hvor hans eneste håb om redning er at kontakte den kunstige intelligens, der styrer krigen mod Arcturus: en imponerende skabning kendt som… Mekky.


Alting er naturligvis ikke så lige til: denne nye verden er meget lig hans egen, men også forskellige på nogle meget vigtige punkter. F.eks. findes magasin-redaktøren Keith Wïnton også her, men han ligner ikke vor helt – til gengæld er Betty Hadley, kvinden han elsker, stadig lige skøn; men desværre er hun forlovet med menneskehedens øverste general og nok mest romantiske skikkelse. Så forhindringerne for Keith overlevelse er ikke små.


”What Mad Universe?” er angiveligt en klassiker inden for SF-humor, men den har ærligt talt ikke ældet med ynde. For det første forlader det meste af humoren (eller satiren) sig på genren og dens fans, som de så ud i 40-50erne og fremfører en række klicheer, der i dag er så fortærskede, at man ikke kan andet end at trække på skuldrene af dem: kvinder i små, gennemsigtige rumdragter, SF som intet andet end monster-litteratur og så videre.


Men det er for så vidt ikke Browns skyld – snarere er det et vidnesbyrd om hans evne til tidligt at fange nogle tendenser, som angiveligt ikke har været nær så tydelige dengang. Og historien har uden tvivl været både morsom og banebrydende, da den kom frem.


Desværre synes jeg dog også, at bogen lider under, at den anbringer sig mellem to stole: ren humor og mere seriøs, tragisk SF. For selv om det groteske i hele situationen er let at se, virker det, som om Brown flere gange må afholde sig selv fra at slå over i en mere alvorlig tone, hvilket ikke altid lykkes. Det gør desværre ”What Mad Universe” til en noget usammenhængende oplevelse, i mine øjne.