Fanget i middelalderen uden en tidsmaskine må en gruppe forskere kæmpe for at finde den eneste person, der kan hjælpe dem til at komme hjem.

At læse en Crichton-roman er, tror jeg, ofte som at læse Jules Verne, da han kom frem. Man får et godt action-eventyr, krydret med en smule videnskabelig spekulation – gerne noget, der er så nær ved at være en realitet, at det virker nogenlunde troværdigt for den almindelige læser.


I ”Timeline” er det tidsmaskinen, der introduceres – endnu ikke en realitet, men Crichtons forklaring udspringer af kvante-teleportering, som angiveligt skulle være lykkedes i virkeligheden. Desværre følger Crichton også Vernes eksempel ved at lade den teknologiske nyskabelse være et transportmiddel, hvis funktion er at bringe hovedpersonerne i spændende situationer – det betyder, at alle dybere implikationer ved tidsrejser fejes af bordet. Her handler det ikke om faren for at ændre historiens gang eller skabe umulige hændelser. Så er man til bøger, der på intelligent vis bruger og ændrer SF-genrens klicheer, er det desværre ikke her, man skal læse - ønsker man derimod hæsblæsende action og lidt højteknologisk snak, skal man nok blive underholdt.


Handlingen tager sit udgangspunkt i firmaet ITC og deres eksperimenter udi tidsrejser. En af deres videnskabsmænd er forsvundet i Frankrig i 1375, og en gruppe forskere, der kender til tiden og stedet, sendes efter ham.


Fra starten går det galt: deres ledsagere dræbes, og de er strandet i fortiden, hvor et større slag er under opsejling.
Historien er ikke specielt ophidsende, men Crichtons talent for action lader sig dog ikke fornægte. Hovedpersonerne rives fra det ene voldsomme optrin til det næste, og man mærker snart, at forfatteren forsøger at gentage sin succes fra ”Jurassic Park”: at skabe et nyt billede af et populært emne, i dette tilfælde middelalder, der fremstilles som mere kulturel og intelligent, end man er vant – og så afgjort også mere voldsom. Det er faktisk det, der lykkes bedst i romanen: at gøre perioden fysisk nærværende.


Det er dog interessant at bemærke, at Crichtons romaner ofte anmeldes yderst positivt i dagspressen med det tema, at han ikke skriver science fiction – mens han rent faktisk gør sig skyldig i nogle af genrens værste litterære bommerter, såsom personer, der stopper op midt under en hæsblæsende jagt for at forklare, hvordan man i middelalderen garvede huder. Det er naturligvis en oplysning, vi får brug for, men det burde være muligt at liste den mindre akavet ind i fortællingen.


”Timeline” virker rent fysisk som en stor bog – men skrivemåden gør, at den er hurtigt overstået. Den er fint underholdende, men også hurtigt glemt bagefter.