Det er med stor skuffelse jeg har læst anden bind i George Johanssons serie om Universets skæbne. Det står stille for forfatteren i denne tidstypiske roman.

Planetjagten er skrevet tilbage i 1980 og er et klart opgør mod kapitalismens dårligdom i den vestlige verden.


Dette betyder desværre at romanen hurtig bliver meget kedelig læsning, da George Johansson lige skal fortælle om sit syn på alt og intet i det samfund Len og Amalthea er nået frem til i Andromedagalaxen.


Planetjagten fortæller om nogle måneder på en jord look-a-like planet, hvor menneskene først lige har opfundet de forskellige teknologiske hjælpemidler vi havde i 1970’ernes vesten. Hovedproblemet er nok at George Johansson ikke formår at skabe nogen mystisk for mig som læser. Det er kedelig at læse om jorden i 1970’erne. Denne periode er væsentlig bedre skildret i samtidens kvindelitteratur.


Hvis man ønsker science fiction med detaljer om spændende tekniske instrumenter og teknikker er dette heller ikke sagen. Så spring bare denne roman over.