![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Litteratur i Musikhuset Aarhus af Lone Pedersen 30.04.2006 4 redaktører fra Bognettet.dk’s bagland var draget til Aarhus for at se nærmere på den første Bogforum i Jylland. Det blev en spændende dag med interessante foredrag og gode snak med forlagene. <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/overview.jpg"> I weekenden 22.-23. april var der mulighed for at træde ind i musikhuset i Aarhus og lade sig omfavne af et bredt og spændende litterært spektrum af underholdning. En udvidelse af Bogforum København har fundet vej til det midtjyske, og i år inviterede programmet på i alt 16 timer med interviews, foredrag, signeringer, musikarrangementer og live-madlavning. De store, udenlandske navne var der ikke, men en god og sund fokus på den danske litteratur. Vi valgte at tilbringe 8 timer med litteratur i Musikhuset d. 23. april. Hjemmefra havde vi lavet en benhård slagplan belært af stressede erfaringer fra besøg på Bogforum. Men hurtigt opdagede vi, at stemningen var hyggelig og intim, hvilket betød, at man ikke følte samme hektiske fornemmelser som på Bogforum. Kort sagt var der mulighed for at få det hele med; man kunne fordybe sig i et spændende foredrag for derefter stille og roligt, uden at mase sig igennem en mur af mennesker, overvære et interview eller fordybe sig i en dialog med imødekommende forlagsfolk eller forfattere. Overskueligheden er et af nøgleordene til Litteratur i Musikhuset. Lokaliteterne er lyse, tiltalende og ikke så indelukkede som på Forum. Pladsen er dog begrænset, hvilket betyder, at stor succes i form af masser af besøgende med al sandsynlighed vil dræbe både stemning og overskuelighed. <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/anders.jpg"> Et eksempel fra dagen var samtalen mellem Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen, hvis publikumstilgang var så massiv, at det skabte den problematiske situation, at folk stod på trapper, bag stolper og i øvrigt helt oven i hinanden. Et andet arrangement var henlagt til den store sal - attraktionen var her Josefine Ottesen, som trak ca. 40 tilhørere. Ottesen forsvandt lidt fysisk i rummet, men det blev heldigvis opvejet af et farverigt, spændende og levende foredrag af en dybt professionel forfatterinde, der er både scenevant og nærværende. <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/rune1.jpg"> En anden levende fortæller var den uforlignelige Rune T. Kidde, der sprællede, spruttede, gnæggede, vrængede og sang sine ækle eventyr for en næsten fuld lille sal. Der var skam børn repræsenteret i publikum, men der var en overvægt af voksne, der måtte overgive sig og grine af skæbner som Klaskepot, Hærgehans og Grimme Grete, Den lilla Møghætte og de tre små soldater, der vendte hjem fra grillen. Arrangørerne havde ikke lavet de store satsninger. Der var en god balance mellem de sikre navne og de mere ukendte. Således var der mulighed for at møde Søren Ryge, <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/hanne.jpg"> Hanne Vibeke Holst, <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/bs.jpg"> B.S. Christiansen, Elsebeth Egholm og Johannes Møllehave. Et eksempel på et mere ukendt navn var f.eks. den romandebuterende Peter Dreyer (søn af Jytte Dreyer), som talte om ”Inkaens fjerde mulighed” og først og fremmest beviste, at arbejdet som forfatter også kræver store evner som formidler. <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/peterdreyer.jpg"> Foredraget tog nogle ture ud i naturvidenskabens grænseland, og det sene tidspunkt taget i betragtning kunne det være svært at holde koncentrationen – men Dreyer formåede at holde publikums opmærksomhed og gøre det spændende med en blanding af fakta, mystik og humor. <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/stemning.jpg"> Sammenfattende kan man sige, at Litteratur i Musikhuset først og fremmest udmærkede sig ved sin gode stemning. Det var meget tilfredsstillende at besøge en bogmesse, hvor man virkelig havde mulighed for at komme hjem med masser af input uden at være overmæt. Messen var godt besøgt, men alligevel var der luft og plads til alle, hvilket betød, at man som besøgende mærkede et overskud fra bl.a. udstillerne, som gjorde, at der var mulighed for at falde i snak om netop det, der var i centrum – litteraturen. Man havde fra arrangørernes side også forsøgt at lave en bogmesse, der havde noget at tilbyde både voksne og børn. Men måske var det det gode vejr, der gjorde, at ikke så mange børnefamilier fandt vejen. Messetilbudene var også til at overse; der var skam gode tilbud, <img align="left" src="http://www.bognettet.dk/bogmesser/tilbud.jpg"> men udbuddet og mængden var ikke i nærheden af det, man finder på Bogforum. Derimod gik vi hjem med noget andet godt i bagagen: inspiration, oplevelser og en villighed til støtte arrangementet til næste år. <img align="left" src=http://www.bognettet.dk/bogmesser/bogen.jpg> <i>Zenia, Janus & Lone</I> |