![]() Scifisiden er en del af Bognettet | Bogomtale Spiral af Koji Suzuki. - , 2006 (dansk udgivelsesår) Genrer: Horror, Mest for voksne En eminent fortsættelse til gyseren Ring. I 2005 fik vi den danske oversættelse af Koji Suzukis ”<a href="http://scifisiden.dk/bogomtale.asp?nr=219">Ring</a>” – en japansk horrorroman, der især er kendt gennem de adskillige film, den har afstedkommet. Efter lang tids venten udkom forsættelsen så i 2006 – en glædelig nyhed, der også åbner for forventningerne om at se tredje og sidste bind i trilogien på dansk. Bagsiden lover en selvstændig fortsættelse – jeg vil dog anbefale en forudgående læsning af ”Ring” (også fordi der er tale om en god bog). Men der er ikke tale om den type fortsættelse, man måske vil forvente, hvis man især kender historien gennem filmene og de fortsættelser, både amerikanske og japanske filmmagere har lavet – hvor filmene har en tendens til at lukrere på etterens ideer og virkemidler, har Suzuki her skabt en historie, der fungerer helt på egne præmisser. Ligesom ”Ring” er der dog tale om en blanding af horror og krimi – med en systematisk tilgang til stoffet, der er en sf-roman værdig. Hovedpersonen i ”Spiral” er retsmedicineren Mitsuo Ando, hvis liv er gået fra hinanden på det sidste. Han har mistet sin søn i en tragisk drukneulykke, og konen er gået fra ham, men bebrejder ham tabet af deres søn. En dag er det hans tidligere studiekammerat Ryuji Takayama, der ligger på obduktionsbordet – dette møde bliver starten på et virvar af gåder og mysterier, hvis løsning vil forandre alt. Fokus er igen det forbandede videobånd – syv dage efter at have set det dør man en forfærdelig død. Og i Ryujis krop finder Mitsuo tegn på en virusinfektion, der kan være grunden til dette – men åbner for mange nye spørgsmål, for den burde være umulig. Og i ligets brysthule finder han en gåde, ét ord, der bringer ham på jagt efter Ring-forbandelsen og den ændring, der er ved at ske med den. Glem alt om filmene – de er gode i deres egen ret, men ”Spiral” er en helt anden art fortælling. Her er ingen pludselige chokeffekter eller typiske horror-virkemidler. Koji Suzuki går roligt og struktureret til værks og opbygger en langsom stemning, der går dybt under huden på læseren – en stemning, der er svær at beskrive: ”Spiral” er måske ikke decideret skræmmende, som man er vant til, men nok mere foruroligende end noget, jeg tidligere har læst. Han tager et overnaturligt præmis, og over bogens 360 sider gør han det realistisk, bunder det godt og grundigt i virkeligheden, samtidig med at han lader det udvikle sig med ufattelige konsekvenser – der er en vilje til udvikling af historien, der lover rigtig, rigtig godt for sidste del af trilogien. Det er længe siden, jeg har set frem til afslutningen på en historie med så megen spænding. ”Ring” og ”Spiral” er begge bøger, som er svære at sammenligne med noget andet. De kræver noget af læseren, men giver meget igen. Koji Suzuki holder sig ikke tilbage, og tredje bog vil forhåbentlig blive 2007s mest spændende udgivelse. Af Janus Andersen (20.01.2007) Andre bogomtaler af Janus |
