Stephen King er tilbage med en ganske vellykket og elementært spændende zombie-roman, der byder på store brag og undergangsvisioner

Indrømmet, det er mange år siden, at jeg sidst har læst en af Stephen Kings romaner. Så vidt jeg husker, var det lige omkring "Søvnløs", at jeg måtte indse, at han gentog sig selv og simpelthen ikke længere var spændende (og ikke havde forstået at skræmme i snart lang tid). Men "Puls" lød spændende, og jeg havde set den positivt anmeldt et par gange, så en chance skulle horror-genrens angivelige konge da have. Og det var da også en positiv overraskelse.




Der lægges ud med de apokalyptiske toner fra de første sider: en almindelig oktoberdag forvandles i et nu til et orgie af blod og vold. Almindelige mennesker forvandles til aggressive zombier, hvis første handling er at kaste sig over det først det bedste levende væsen, de kan få øje på. Det betyder masser af blodsudgydelse og dramatiske scener i Boston, hvor handlingen starter - og naturligvis snart fokus på de tre mennesker, hvis liv læseren skal følge over det næste stykke tid: tegneserietegneren Clay Riddell, teenageren Alice og bøssen Tom. Det, der binder dem - og de få andre overlevende - sammen, er, at de ikke har en mobiltelefon. Det er nemlig en mystisk puls sendt via mobilnettet, som har omdannet en stor del af verdens befolkning til dødbringende fjender om dagen og livløse legemer om natten (så Clay og de andre "normier" ender som denne nye verdens vampyrer).




Vi følger vore helte, mens de drager af sted for at finde Clays søn, som måske, måske ikke har overlevet pulsen. Undervejs må de snart sande, at "mobilpsykoerne" ikke er helt almindelige zombier - fra de første sanseløse dage udvikler de sig mod mere samarbejde efter motiver, som det ikke er umiddelbart muligt at gennemskue, og stadig stigende psykiske kræfter. Altimens Pulsen stadig fortsætter i baggrunden.




"Puls" er god og spændende læsning. King evner stadig at skrive tiltalende personer (selv om man får fornemmelsen af, at de måske er lidt genbrugt) og få læseren til at leve sig ind i historien. Han starter handlingen med et brag, så man er fanget ind, og skruer så tempoet ned til et mere behageligt niveau resten af bogen (men selvfølgelig med støt stigende spændingskurve og stort klimaks til sidst). Jeg finder den måske ikke særligt skræmmende, men spændingen er der ikke noget i vejen med, og "Puls" er faktisk svær at lægge fra sig.




Faste læsere vil sikkert føle sig hjemme - for selv om det er mange år siden, jeg sidst læste King, er det let at genkende mange af hans faste metoder og litterære "tics". Clay er tegneserie-tegner, så vi ved, at det får betydning senere hen og så videre - men der er også nogle gode, solide overraskelser og vendinger i historier, som helt klart gør den læseværdig. Hvis dette er King, hvor han er nu, så er jeg også med fremover.