En spændende blanding af myter og science fiction, der sprudler af ideer og fortælleglæde.

”Pinocchio-papirerne” kategoriseres på bagsiden som en ”dokumentsamling” – det, der her dækkes over, er, at bogen fortælles gennem breve, rapporter, skuespil og andre løsrevne dele. Det er i min erfaring en utroligt svær form at gøre interessant, men Bringsværd slipper elegant og tilsyneladende ubesværet af sted med det. Han hyldes som Norges mest læste forfatter, og hvis denne bog kan ses som et eksempel, er der helt klart en grund til det.


Til at begynde med følger vi folkemindeforskeren Jonas Rafn (det er dog en handling, som snart finder sine egne, sære veje, og synsvinklen kommer til at give nogle overraskelser). Rafn drager til Budapest på foranledning af et mystisk telegram fra sin gamle ven og kollega Varga, og snart finder Rafn sig selv som hovedperson i en mystisk sammensværgelse. Vargas findes død, men det manuskript, han arbejdede på, dukker op.


Umiddelbart tror man, at der lægges op til en (ganske spændende) thriller, men snart begynder tingene at skride under hovedpersonen. Han involveres løseligt i efterforskningen af sagen og drager rundt i byen med Lilli, som han er forelsket i, og assistenten Maja. Men snart er Lilli forsvundet, og Maja er indlagt. Rafn selv er i dybe problemer. Ting, han har oplevet, og personer, han har mødt, bliver pludselig sat i et nyt lys, og som læser begynder man at vakle imellem, om hovedpersonen er blevet sindssyg, eller om der vitterligt er noget rigtig, rigtig galt.


”Pinocchio-papirerne” er en svær roman at typebestemme – den tager sine omveje omkring mange forskellige genrer: science fiction, folkeeventyr, faglitterær formidling, skuespil (en gendigtning af historien om Pinocchio) og meget andet. Det utrolige er, at det lykkes at binde de mange forskellige dele sammen – historien får ikke på noget tidspunkt en kronologisk konventionel historie, som man er vant til, men den bliver heller aldrig kedelig. Der springes fra person til person, og historien binder mange knuder på sig selv, uden at folk mister deres særegne stemmer, eller at man mister overblikket, hvilket er noget af en præstation.


På dansk er Bringsværd nok mest kendt for sit børnelitterære forfatterskab, men et kig på hans bibliografi afslører et righoldigt udvalg af bøger og noveller henvendt til voksne, fordelt på både mainstream-litteraturen og de fantastiske genrer. Dertil også et stort arbejde som redaktør på SF-antologier, især sammen med <a href="forfatter.asp?nr=80">Jon Bing</a>, og en række faglitterære titler. Uden at have læst andet af forfatterskabet virker det dog, som om disse brede erfaringer gør sig gældende her – Bringsværd forstår at skrive spændende som i en thriller, han forstår at fylde historien med science fiction-genrens iderigdom, at udnytte folkeeventyrenes evigtgyldige temaer, at formidle baggrundsstof og meget andet. Alt dette bindes sammen i historien og gør den til tider måske både sær og krævende, men først og fremmest til en hamrende god læseoplevelse, som efterlader læseren sulten efter mere.


Hvis ”Pinocchio-papirerne” er et tegn på, at Bringsværd at ved at vinde indpas på det danske marked, skal jeg gerne tage imod med åbne arme. At dømme ud fra dette eksempel er der helt klart tale om et forfatterskab, der burde placere sig højt, hvis man er interesseret i fortællekunst, der ikke lader sig begrænse af genrer.