Langt om længe på dansk: det japanske gyserhit, der har afstedkommet både tv-serie og flere film. To mænd kæmper mod en uforståelig forbandelse.

For Journalisten Asakawa starter det næsten tilfældigt – en taxa-chauffør fortæller ham historien om en teenager, som døde på samme tid og samme vis som Asakawas kones niece. Hans instinkter fortæller ham, at her er en historie, og snart finder han ud af, at to andre unge er døde på nøjagtig samme måde. Pludseligt, alene og med rædselen præget i ansigtet.


Jagten på en forklaring leder Asakawa til en enlig feriehytte, hvor de fire tilbragte tid sammen, kort før de døde – og et mystisk videobånd. Da han ser det, viser det sig at være en mystisk blanding af glimt, abstrakte sekvenser og særdeles fysiske billeder… og en profeti: den, der har set båndet, vil dø om præcis en uge. Væk er alle mistanker om en mystisk virus, som slog teenagerne ihjel; rædselsslagen flygter Asakawa fra hytten og til den eneste, der måske kan hjælpe ham: hans sære, gamle ven Ryuji, filosofi-lærer og (i det skjulte) voldtægtsmand.


Sammen begynder de to at løse gåden bag videoen og den forbandelse, som den har udløst over dem begge. De har under en uge, og tiden går.


Mange kender nok allerede ”Ring” – enten som japansk tv-serie eller film eller i form af den amerikanske film-adaption. Koji Suzukis roman er baggrunden for dem alle, og selv om Lindhardt og Ringhof har været noget langsomme til at benytte sig af dens popularitet, skal det ikke ligge dem til last, for der er tale om en strålende (om end til tider lidt pudsig) roman. Og for dem, som har set de levende billeder, er der også masser af overraskelser i bogen.


”Ring” er første bind i en trilogi (forhåbentlig følger de næste bind efter i dansk oversættelse) og en interessant blanding af overnaturlig horror og en krimi. I store dele af bogen holdes det overnaturlige i baggrunden og underspilles til god effekt, mens der i stedet fokuseres på de to mænds opklaringsarbejde. Men som tiden går, vokser den underspillede baggrund i både læseren og hovedpersonernes bevidsthed og skaber en god fornemmelse af frygt, mens deres jagt bringer dem på kryds og tværs af Japan og ned i en død fortid, som ikke har givet slip på de levende.


Det er nok denne tvedeling i romanen, som har gjort, at forlaget har ladet en krimiforfatter oversætte værket til dansk, hvilket har haft både fordele og ulemper – selve krimidelen og personerne fungerer upåklageligt, mens teksten til tider vakler, når historien bevæger sig ind på mere mytisk grund. Det hænger naturligvis også sammen med, at historien i ”Ring” er meget bundet sammen med det japanske samfund og blanding af højteknologi og ældgammel overtro – det har ikke været let at oversætte noget sådant til det danske sprogs nok noget mangelfulde termer. Dertil kommer, at oversættelsen er lavet efter den amerikanske udgave og ikke originalteksten, hvilket naturligvis blot gør det endnu sværere at fange den originale tone. Det skal dog siges, at manglerne er små og lette at ignorere i kraft af historiens styrke.


Horror er ikke den genre, der udkommer mest af på dansk – og som en forsikring sammenlignes forfatteren med Stephen King på omslaget. Han begår sig også i mange af de samme temaer, men hvad angår stil, får han mig nærmere til at tænke på danske Grete Roulund. Her får man ikke Kings sympatiske personer, ja faktisk ingen retskafne helte (Asakawa er så optaget af sit arbejde, at han dårligt opdager et familiemedlems død, og efterforsker kun hendes død, fordi han lugter en god historie, og Ryuji vedkender sig flere voldtægter), og af lyspunkter er der ikke mange. Og på samme måde som Roulunds bøger burde ”Ring” også tiltale læsere, som normalt ikke rører de fantastiske genrer, i første række nok krimilæserne.