Det er jul... eller rettere: Hogswatch. Og Julemanden spreder glæde... eller rettere: Døden spreder glæde. Forvirret? Læs Hogfather.

Det er sommer (og for en gangs skyld også varmt udenfor), men det skal nu ikke forhindre denne læser i at gribe en julebog, hvis blot den er skrevet af Terry Pratchett. For ”Hogfather”, den tyvende af forfatterens Discworld-bøger, tager afsæt i julen med alle den traditioner og selvmodsigelser – og fortsætter derfra som sædvanlig ad snørklede og overraskende veje.


Hogfather – Discworlds med-grise-firspand-flyvende julemands-ækvivalent – er… ikke død, men det er svært at finde et menneskeligt udtryk, der beskriver hans tilstand; slemt reduceret er måske det nærmeste. Men ikke desto mindre er der nogen, som rejser rundt i Hogswatch-natten, kravler ned igennem skorstene, sætter kulfodspor på tæpper, drikker sherryen, efterlader gaver og siger ”Ho, ho ho”. Eller rettere: ”HO HO HO”. For der er (naturligvis, fristes man til at sige) tale om Døden, der har overtaget en anden personifikations plads. Men hvorfor?


<i>Hvorfor?</i> er naturligvis spørgsmålet, man stiller sig selv. Det bliver dog snart løst og erstattet med et nyt: <i>Hvordan dræber man Hogfather?</i> Dét spørgsmål bliver stillet (sammen med en stor pose penge som motivation til at finde svaret) til den ubehagelige lejemorder Teatime (det udtales TEH-AH-TIM-EH, og du bør huske på det, for han vil lige så snart slå dig ihjel som kigge på dig – eller: rent faktisk vil han hellere slå dig ihjel, for det der med at kigge på folk er ligesom for rodet for hans smag). Han er typen, der tager sit job alvorligt – måske endda for alvorligt, hvilket siger meget, når man er legemorder. Udslettelsen af antropomorfiske personifikationer (såsom tandfeen, Hogfather og selv Døden) er sådan noget, han leger med i sin fritid, så han er den rette mand til jobbet. Og Dødens nye fritidsbeskæftigelse tyder på, at det er lykkedes ham.


Ind i billedet kommer nu Susan Sto Helit ind i billedet – hun er den type guvernante, der ville tage Mary Poppins i hoved og bagdel og smide hende ned fra taget, før hun begyndte at synge. Hun er også Dødens barnebarn; godt nok via adoption, men det forhindrer ikke visse familie-træk i at være gået videre til hende (såsom problemer med at huske, hvad dørhåndtag er til). Så Susan har det måske svært med at forblive normal, men til gengæld har hun ingen problemer med bøhmænd og andre af barndommens rædsler – hvilket gør hende til en noget speciel barnepige og ildrageren til et hyppigt brugt værktøj. Og snart drager hun ud i den meget lange Hogswatch-nat sammen med Rotternes Død og en ravn, der blot ville ønske, at den var en rødkælk.


Det er svært at sige noget nyt om Terry Pratchett – man forventer at blive underholdt, og det bliver man. Han forstår at proppe så godt som hver eneste sætning med en joke, et ordspil eller en anden form for mening, så man næsten bliver ør af at læse ham. Og samtidig fletter han et underfundigt lag ind i romanen, som en dårligere forfatter ikke kunne slippe af sted med. Kort sagt er ”Hogfather” endnu en vanvittigt underholdende Discworld-bog, og så er hovedpersonen endda Døden, som vist for mange fremstår som en af Pratchetts yndlingsskabninger.