Guderne på Olympen slås med grækerne, mens biomekaniske væsener fra Jupiter diskuterer litteratur, og menneskeheden nærmer sig udslettelse.

”Olympos” afslutter de begivenheder, som fandt deres begyndelse i ”Ilium”. Om end de to romaner nok snarere burde betragtes som ét værk, for Simmons bruger ikke megen tid på at minde læseren om baggrunden. Han starter i fuldt galop og holder tempoet hele bogen igennem.


Vi er langt ude i fremtiden. En stor del af menneskeheden har hævet sig selv til gudelignende status – og er derefter smuttet til en alternativ virkelighed for at lege guder og gøre Homers klassiske epos Iliaden til virkelighed. Uheldigvis for dem er ”historien” blevet brudt, og grækere og romere har nu vendt sig mod deres tidligere guder – godt hjulet af de biomekaniske <i>moravecs</i> fra Jupiter. Gennem et dimensionshul drager mennesker og moravecs mod selve Olympen, som er opbygget på en umuligt rekonstrueret Mars.


På den jord, som ”guderne” har forladt, er der blot en lille befolkning af ”almindelige” mennesker tilbage. De har levet hele livet i tilfreds uvidenhed, fra den ene fest til den anden. Nu er det forbi, og deres tidligere tjenere, <i>voynix</i>’erne har vendt sig mod dem med dødbringende resultat. Afskåret fra deres tidligere teknologi og helt uden grundlæggende overlevelsesegenskaber forsøger de sidste mennesker at opbygge små, bæredygtige samfund. Men <i>voynix</i>’erne er ikke deres eneste fjender – noget ganske skrækindjagende (næsten Lovecraft-inspireret) har langt om længe fundet vej til Jorden, og dets eneste formål er udslettelse.


Der er mange bolde i spil i ”Olympos” – mange flere, end der lige kan opsummeres her. Og endda næsten for mange, for til tider bliver der svært at følge med. Det forhindrer dog ikke bogen i at være elementært spændende, for Simmons kender klart sine redskaber. Han forstår at skrive hæsblæsende actionscener, humoristisk dialog, intelligent handling, tankevækkende elementer og de <i>wow</i>-scener, som science fiction er så god en genre til at skabe. Tilmed bringer han en god del af litteraturhistorien ind i det – Shakespeare, Proust, Homer og mange, mange andre. Og ikke blot for sjov: de hænger rent faktisk sammen med forklaringen på alle de elementer, som udgør ”Olympos”.


Der er meget i spil og på spil – Jorden, ja hele solsystemets undergang er en mulig konsekvens. Men til tider virker det desværre, som om det bliver for meget. Alene alt det, som Simmons lader stå usagt, bør man nok kende en god del til kultur- og litteraturhistorien for at fange. Enten det eller også den noget kedeligere forklaring, at han simpelthen ikke får samlet de løse ender. I al fald sad jeg noget skuffet tilbage. Især fordi der ikke er tvivl om forfatterens evner – de skinner som sagt igennem. Men på mig virker det, som om de drukner i en heksekedel af ideer og plotelementer, der pludselig trækkes ud af ærmet.


Og på den anden side lykkes det Simmons at gøre så mange andre ting. SF-elementerne er velfungerende, personerne er godt beskrevne og så videre. Men alligevel må jeg indrømme en vis skuffelse – måske fordi både ”Ilium” og hans tidligere SF-bøger har hævet forventningerne i urimelig grad. Måske fordi ”Olympos” snarere er SF for litterater end for ingeniører? Jeg ved det ikke, men har en irriterende fornemmelse af, at det er en bog, som jeg bør genlæse om et par år og måske få en ganske anden oplevelse af den.