Menneskehedens forskellige fraktioner er på flugt. De dødbringende Inhibitors har opdaget deres eksistens, og racen synger på sidste vers, hvis ikke en lille flok kan finde forklaringen på et mirakel.

”Absolution Gap” er afslutningen på Alastair Reynolds serie om <i>the Inhibitors</i>, ældgamle maskiner, hvis eneste mål er at udrydde alle de intelligente racer, som måtte opstå i galaksen, skulle de nå det punkt, hvor de begynder at rejse mellem stjernerne. Som det er blevet beskrevet i de foregående bind, har menneskeheden nået det stadie i deres udvikling og derved fremprovokeret et svar fra ulvene, som fjenden også kendes som. Og når ulvene reagerer, er det ved at udslette hele planeter.


Handlingen fordeles over tre tråde – og i Reynolds’ univers bruges der ikke genveje med hensyn til ”hurtigere end lyset”, så når ting sker langt fra hinanden, er det som regel i både tid og rum, og når plottet skal bringes sammen, kræver det rejsetid. For nogle forfattere ville dette måske være en handling, men Reynolds udnytter det på mesterlig vis, så det bliver en del af både plot, baggrund og stemning. Til tider virker det, som om han har taget Iain M. Banks’ ”Kulturen”-univers og gjort det gotisk og dystert. Der er den samme fornemmelse af størrelse, samme brede penselstrøg og samme sorte humor – blot lader Reynolds humoren ligge som en baggrund og personerne være godt og grundigt fanget af omstændighederne uden de store lyspunkter.


Efter en kort intro starter historien på Ararat, hvor de overlevende fra ”Redemption Ark” er strandede. Deres gigantiske rumskib er mere eller mindre smeltet sammen med den tidligere kaptajn, efter han blev ramt af <i>the melding plague</i>, og det meste af det er nu en gotisk biologisk/metallisk labyrint, hvor man ikke vover sig ind. Man har ikke hørt fra kaptajnen i flere år, men mærkelige ting er begyndt at ske på skibets lavere niveauer. Samtidig falder noget uventet ned fra himlen, og den genetisk manipulerede gris Scorpio, som har ledet det lille samfund, drager ud for at finde den næsten mytiske Clavain, som fik dem levende til Ararat, da de flygtede fra ulvene.


Andetsteds overværer manden Quaiche et mirakel, som vil følge ham resten af livet. Og i bogens sidste tråd drager en ung kvinde ud for at finde sin bror, som er blevet indoktrineret ind i en af de kirker, som konstant cirkler omkring planetens ækvator. De tre handlinger har til at starte med intet at gøre med hinanden, men Reynolds forstår at binde dem sammen på suveræn vis (et trick, han også har udført i de tidligere Inhibitor-bøger).


”Absolution Gap” er at sammenligne med <i>Nostalgia for Infinity</i>, det kolossale rumskib, der er strandet på Ararat. Den er stor og tung, overudsmykket og dyster som en gotisk katedral – men den er samtidig i stand til at opretholde en konstant acceleration, til handlingen farer af sted. Ulvene er kommet frem fra mørket mellem stjernerne for fuld kraft, og de har påbegyndt arbejdet med at få udryddet menneskeheden. Vores lille flok helte arbejder mod alle odds på at finde noget, der kan vende krigslykken, som er et konstant kapløb om at udvikle større og bedre våben. Det er, kort sagt, mesterligt skrevet – Reynolds forstår både at skrive action og forvandle højvidenskabelige koncepter til medrivende plotelementer. Det er science fiction, når det er bedst, synes jeg.


Bogen står dog med det utaknemmelige job at skulle afslutte hele serien. Hvad angår store koncepter og handling, lever den helt op til det – men Reynolds bliver dog nødt til at introducere nogle nye elementer i universet, som ikke helt falder i min smag. På den positive side synes jeg dog, at slutningen helt klar lader døren stå åben for, at der kan fortælles flere historier fra Inhibitor-universet. Skulle det ske, er jeg helt klart indstillet på at investere i det. Indtil videre har Reynolds dog kastet sig over nye udfordringer inden for SF, hvilket jeg også ser frem til at læse.