Krig og hævn blandes sammen, når den nye Dr. Moreaus forsøger at blande mennesker og dyr i Brian Aldiss’ pastiche.

Der er fordele ved at læse ældre science fiction. For det første lider bøgerne som regel ikke af den opsvulmen i sideantal, som synes at have ramt genren i de seneste år – for det andet formår forfatterne ofte at presse lige så mange ideer og drejninger ind på denne mindre plads.


Ulempen er naturligvis, at der ofte sniger sig en dato ind, som lynhurtigt gør historien forældet. Begge dele er tilfældet med Aldiss’ ”Moreau’s Other Island”, oprindelig udgivet i 1980 – Aldiss skriver som altid yderst læseværdigt og forstår at skrue en god historie sammen, men hans tråde til thalidomid-skandalen og en verdenskrig, som den nutidige læser burde have oplevet, daterer selvfølgelig historien noget. Det er dog kun, hvis man virkelig hænger fast i gamle forestillinger om genren som værende profetisk, at den slags burde betyde noget.


Der er, som titlen antyder, tale om en opdatering af HG Wells’ ”Dr. Moreau’s ø”, som omhandlede doktorens eksperimenter med at gøre dyr til mennesker. Verdenskrigen er på sit højdepunkt, da en højtstående embedsmands fly styrter ned i havet. Han overlever og kæmper sig frem til en mystisk ø, hvor han møder den gale vanskabning Mortimer Dart og en lille gruppe af andre mystiske mennesker. Dart har overtaget, hvor den virkelige Moreau gav op, og i krigens skygge arbejder han nu videre på at bygge bro mellem dyr og menneske i sit eget lille, fascistiske herredømme.


Men alt er ikke så kontrolleret, som det først ser ud. Oprøret ulmer, og instinkter kan kun svært undertrykkes. Og vor hovedperson må snart indse, at øen gemmer flere og mere ubehagelige hemmeligheder, end han kunne forestille sig.


Aldiss har skrevet flere bøger, hvor han arbejder videre på klassiske forfatteres værker. Han har endnu ikke skuffet, hvad angår fortælleevnen, men jeg må dog indrømme, at ”Moreau’s Other Island” ikke virker helt overbevisende. Det virker, som pastiche-formen har sat nogle grænser for forfatteren, han ikke helt har kunnet overskride. Ikke desto mindre er det en god bog, og med sine 175 sider er den ikke svær at tage i ét stræk.